Club300.dk - Foto
a
  
Stor Skrigeørn
 
Art: Stor Skrigeørn - (Clanga clanga) - Greater Spotted Eagle
Titel: Stor Skrigeørn på turne
Lokalitet: Nørre Snede, Danmark
Dato: 11-03-2017
Fotograf: © Webredaktionen Web
Uploaded: 14-03-2017 15:21
Billedinfo:

Tirsdag den 14. marts 2017, blev en Stor Skrigeørn meldt ud fra Reservatet ved Skagen. Det fik Morten DD Hansen til at tage et ekstra kig på sine billeder af en formodet Havørn fra Nørre Snede, som han så lørdag den 11. marts 2017. Konklusionen var klar: hvor var det godt han havde taget billeder!

Foto: Morten DD hansen (copyright)

Sendt 14-03-2017 Kl. 16:25
Sigrid Kistrup Ilsøe

Finderberetnning og fotos af Morten DD Hansen!

Lørdag d. 11. marts havde jeg helt og aldeles fri, og da vejrudsigten med østenvind tegnede til fugletræk i Midtjylland, drog jeg fuldt belæsset med kaffe, madpakke, skop & kamera op på marken i Nørre Snede. Jeg formåede endog at få lokket ESB med, idet han havde en halv dag at slå ihjel på Horsens-egnen.

Ankommet til obsposten, som ligger i 125 meters højde i nordenden af et langt skov- og søstrøg ned langs højderyggen, blev stemningen hurtigt lidt mat. Der var helt vindstille, og ASF’s ”ingen vind, ingen ting” blev ihukommet. En sortspætte kaldte, det var det… Efterhånden som vinden gik i sydøst og tog til, begyndte der dog at gå hul på duer og finker – vi havde stor fornøjelse af at kigge på de rene hanflokke af bogfinker, som kom lavt over marken, ligesom hulduer altid er en fornøjelse, når de kommer i ringdueflokkene. Et par glenter fouragerede i territoriet, og endelig kom de traner, som vi havde ventet på. Vi begyndte at have småtravlt, ærlig talt.

Når man konstant scanner horisonten for rovfugle, skal man huske at kigge op en gang imellem, og da jeg på et tidspunkt lænede hovedet tilbage, fik jeg øje på en meget høj ørn, der bare gled mod nord i hastig flugt. ”Så kom der endelig en havørn,” sagde jeg til Emil, som løftede kikkerten og noterede sig, at det godt nok lignede en ørn. Jeg tog som altid lige en håndfuld doku-skud og havde allerede sluppet den mentalt. Da jeg lige en sidste gang ville tjekke fuglen for alder – det kunne jo være en af ynglefuglene fra skovene nord for os – studsede jeg over krapylet: Den var helt mørk. ”Er det en våge, vi har fejlbedømt afstanden på?” Jeg tjekkede kort kameraets display: ”Ørn. Alt er godt. Sikkert en 2k, når den nu er så mørk.”

Emil gad ikke fotografere fuglen, for som han sagde: ”Jeg har allerede masser af billeder af ørne i en kilometers højde”. Derfor valgte han at koncentrere sig om at fotografere fede bogfinker i medlys. Og en flok hjejler – årets første herinde.

I dag sad jeg sædvanen tro på Holtser Hage ved Vejle Fjord, hvor man kan være heldig at se en fugl, når vinden er i vest. Da jeg for fjerde gang i løbet af et par timer konfererede med Emil, fortalte han, at der var kommet stor skrigeørn til Skagen. Vildt, men de gamle fugle kommer jo tidligt, og vi har før haft dem på Djursland i marts. Jeg lagde på og tænkte…. ”hov, den dér ørn fra Snede i lørdags?” Jeg havde ikke tjekket kortet for lørdagens fugle, så jeg bladrede lige og fik ærlig talt noget af en brat opvågnen: Det var sguda ikke en havørn. Det lignede en skrigeørn!

Derefter fulgte den sædvanlige panik, når jeg har set noget, jeg ikke kan håndtere. Jeg postede screenshots fra kameraet, hvorefter ESB fik første opkald. Det ødelagde strengt taget koncentrationen hjemme på kontoret på museet. SKI blev adviseret og syntes også, at fuglen så grim ud. HP sad ved Moesgård og kunne ikke få det til at ligne en havørn, og på museet i Aarhus sad KO og kommenterede med følgende: ” Jeg synes JIZZ taler et tydeligt sprog: det er en STOR SKRIGE, småhovedet og ”uden” næb, ikke sygt bred og lang arm og hånd som havørn. Jeg ser ret kort P6 i venstre vinge, hak i inderste fane på P6 i højre vinge og fældning i armen. Det må give den fingeraftryk, der kan genkendes på Skagen-fuglen.”

KO må udråbes til dagens profet, for da billederne af Skagen-fuglen ankom, viste de netop samme fingeraftryk. Stor skrigeørn kom hermed på listen i Nørre Snede, hvor både kongeørn, slangeørn, lille skrigeørn og en ubestemt skrigeørn i forvejen har pyntet. Man må virkelig antage, at rigtig mange af de store vingefang følger højderyggens kuperede terræn, skove og søer på vejen nordover, og selv om ambitionen i år var dværgørn, er en stor skrigeørn slet ikke uvelkommen.

Der er en morale her, når man ikke er den skarpeste feltkniv i skuffen: Husk at tage fotos, og husk lige at tjekke dem, inden de bliver slettet. Hvis ikke der var meldt skrigeørn fra Skagen, havde jeg sikkert bare slettet prikbillederne en bloc. Nu blev de dokumentation for årets første SU-art herindefra – lad det ikke blive den sidste.

 

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være logget ind.
   - Klik her for login.
Alle fotos har copyright og må ikke benyttes uden accept fra fotografen.
Top | Home