Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
Kunsten at kratluske 06-09-2012 kl. 00:35
Steppegulbug, Karaoi, Kazakhstan 03.07.10. Foto: Henrik Brandt (HeB)
 
 
 
EFTERÅR er for mange feltornitologer – birdere – lig med kratlusk. Det er i efterårsmånederne, der virkelig bliver fundet mange hits og subhits, både i Danmark og i resten af Vesteuropa.
 
September byder på store forhåbninger for os alle, hver gang vi planlægger en tur, trækker i gummistøvlerne, og går rundt mellem krattene, med øjne og ører på stilke. Når september går på hæld, byder Club300.dk velkommen til PGW (PisseGiftigWeekend) på Mandø, og midt i oktober vender Felttræffet tilbage til Vadehavsregionen. Disse “projekter” indebærer intens eftersøgning af sjældne fugle, og er to gode bud på dér hvor efterårets helt store hit bliver fundet.
  
Club300.dk ønsker at være samlingspunkt for aktive feltornitologer, så hvad er mere naturligt end at formidle tips og tricks, og derved bidrage til at der bliver fundet flere sjældne fugle? Derfor har Club300.dk’s webredaktør Troels L. Petersen spurgt en række garvede feltbisser og kratluskere par exellence, hvad deres tricks er.
 
Nøgleordene, når der skal produceres hits, er forberedelse, tålmodighed og hårdt arbejde. Men hvad ligger der egentlig i disse begreber, hvis man graver ned under overfladen?
 
 
 
Sibirisk Drossel, Happy Island, Kina, xx.05.08. Foto: Klaus Malling Olsen (KMO)


Et oktober-scenarie 
Vi begynder med et oktoberscenarie fra en unavngiven, dansk efterårslokalitet:
 
Det er en grå og stille formiddag i oktober, og mavefornemmelsen siger dig, det er giftigt. Alt kan ske lige der hvor du går og lusker.
 
Du har på et par timer haft fire Gransangere og seks Fuglekonger, skræmt to Sangdrosler op, set tre Rødhalse og en Jernspurv, og trodsigt nægtet at twitche områdets eneste kendte Hvidbrynet Løvsanger, som blev fundet aftenen forinden.
 
Tankerne kredser om de urimeligt mange hits, der er dukket op i nabolandene: en mindre invasion af Blåstjert i Sverige og England, Gulddrossel i Holland, Rubinnattergal og Sibirisk Jernspurv på Helgoland, samt selvfølgelig Sibirisk Drossel på Utsira. Du ser arterne for dig, og dagdrømmer hvordan det ville være, at finde en af dem – tygger på ordene, du vil sige, når du ringer til en ven og beder ham melde fuglen ud. Det er de drømme, der holder dig kørende. Det synes uretfærdigt, at fuglene enten har sprunget Danmark over, eller simpelthen bare ikke bliver fundet i det vildnis af rynket rose, bjergfyr og rødgran, du er endt op i.
 
Midt i din fortvivlede tankestrøm af drømmearter, misundelse og magtesløshed, ser du – ud af øjenkrogen – en gråbrun smådrossel gøre et hurtigt udfald fra en busk, godt tyve meter fra dig. Inden du får kikkerten op, er fuglen væk. Ikke en lyd, ikke en farve, ikke en stribe set.
"HOV! - Hvad fanden var det?" Noget Rødhals-agtigt, er du sikker på, men noget siger dig, at denne fugl er anderledes. Virkede den måske lidt korthalet? Eller er det fantasien, der spiller dig et pus? Fuglen er som forsvundet, og stilheden bliver larmende.
 
Du rammes måske af fornemmelsen af rådvildhed, når du ser røven af en småfugl, du uforvarent har skræmt op på stor afstand, at du straks mistænker den sky fugl for at være noget andet og mere end en Rødhals.
 
"For alt i verden ikke gøre noget forkert", siger du til dig selv, jeg skal se denne fugl igen. Men hvad er det rigtige at gøre? Hvilke taktiske overvejelser skal du gøre dig? Hvordan sikrer du dig, at du får set fuglen godt? Hvordan sikrer du dig dokumentation? Hvordan, og i hvilken rækkefølge, får du klaret at tage noter, tage billeder, meldt fuglen ud og holde et skarpt øje med fuglens bevægelser, så den ikke diffunderer væk?
 
Efter fem minuutter med svære overvejelser men stadig ingen fugl, tager du en rask beslutning. Adrenalinen pumper ud i fingerspidserne og kikkerten er svær at holde stille. Du har kameraet parat, og vil bevæge dig ti meter nærmere mod fuglen for at sætte dig og vente. I det samme ringer og vibrerer telefonen i din inderlomme – ringvolumen har du sat på max., for du tør ikke at risikere at overhøre din BirdAlarm eller Birdcall. Kunne timingen være værre?
Du skynder dig at fiske telefonen frem og besvarer opkaldet, for at sikre dig, du ikke går glip af et eventuelt hit (din egen fugl kunne jo være en Rødhals). "Nåå, ser du noget?" bliver du spurgt. Hvad svarer du? "Tjah, bøvler lidt med en skulky smådrossel – muligvis bare en Rødhals". Efter en kort tøven lyder det reaktionære svar "Fedt nok – du ringer lige med det samme hvis det er noget, ik’?"  Du svarer "Ja ja – vi snakkes" og lægger telefonen i lommen. På lydløs.
 
Du bevæger dig i slow-motion et par meter, og kan nu se hele læsiden af busken, omend afstanden stadig er lidt stor. Lydløst sætter du dig i det våde græs og venter, så koncentreret, at du må minde dig selv om at trække vejret. Efter næsten ti minutter opdager du, at fuglen fortsat er i krattet, hvor du så den flyve ind. Et par lave grene bevæger sig, men du kan ikke se fuglen. Du er ekstra opmærksom på, ikke at lave pludselige bevægelser.
 
Spændingen er uudholdelig, og du ænser ikke andet end de grene, som bevægede sig for lidt siden. "Tålmodighed, tålmodighed" gentager du for dig selv, nærmest mediterende, med kikkerten stift rettet mod grenene. Pludselig ser du en bevægelse, et glimt af en fugl som rykker nærmere kanten af busken. Fuglen stikker forsigtigt hovedet frem – udtryksløst og Nattergaleagtigt.  Dét er giftigt i oktober! Og der er intet rødt på brystet! Igennem kameraets søger bemærker du de udflydende, lyse pletter på det brune bryst, og det store, stirrende øje…
 
Hér sidder belønningen for at gå dine egen veje, for at rykke på en god vejrudsigt, for at tage skeen i den anden hånd, og droppe den Hvidbrynede årsart. Det er belønningen for at følge enhver fugl til dørs, og helt droppe talemåden “det var nok bare en Rødhals”, før man er helt sikker.
Men det er også belønningen for at du har læst på lektien og ved, hvad en Manchurernattergal (Rufous-tailed Robin) er. Måske har du endda set fuglen på Happy Island…
Kort sagt, står du over for belønningen for tålmodighed, grundighed og solidt forarbejde:
 
Manchurernattergal Fair Isle
Manchurernattergal, Fair Isle, Shetland, 23.10.2004.
Foto: © Deryk Shaw (Fair Isle Bird Observatory)
 
Manchurernattergal er aldrig truffet i Danmark, men blev - i VP - første gang fundet d. 23. oktober 2004 på Fair Isle, hvor Mike Wood studsede over en fugl, han mistænkte for at være en juvenil Rødhals. Fuglen blev siden bestemt som Rustrygget Skovdrossel eller Eremitdrossel (Veery / Hermit Thrush). Først et par timer senere gik det op for de tilstedeværende, at de netop havde set Manchurernattergal, første fund for VP. Storbritaniens andet fund blev gjort d. 14. oktober 2011, da Rob Martin fandt, bestemte og fotograferede en ungfugl i Norfolk. Arten er desuden truffet i Polen, januar 2006. Rob Martins beretning var naturlig inspiration til dette fiktive scenarie – birdernes svar på en lægeroman!
 
 
Scenariet vi kender 
Et andet, mindre nervepirrende scenarie, du sikkert kender: du møder en anden birder – i felten, i brugsen eller på fuglestationen – som selvsikkert og definitivt påstår, vedkommende lige har tjekket det-og-det område, og at der ingen interessante fugle er. Tror du på vedkommende, eller pirres din lyst til at tjekke netop dét område?
 
Hvor meget skal et område egentlig tjekkes, før man med rimelighed kan påstå noget sådant? Findes der overhovedet nogen birder, som kan gennemtjekke krattene i et område så grundigt, at alle fugle bliver fundet? Det findes der næppe, men der findes givetvis en del, som tror, de kan. 
 
 
 
Sortstrubet Drossel, 01.02.07, Universitetsparken, København. Foto: TLP
 
 
Forberedelse
Småfuglelusk handler om det rigtige vejr til den lokalitet man befinder sig på. Og som hovedregel også om at kende lokaliteten/området godt. Og så er det vigtigt, at man har styr på de almindelige fugle i området. Så ofte er der størst chance for succes på ens egen hjemmebane! (JaHC)
 
“The Old Approach” er ikke død, og det er altså fortsat alfa og omega at kende de almindelige arter ud og ind. Jo bedre man kender arterne, jo hurtigere kan man bestemme fuglen sikkert. Først når den ballast på plads, vil man automatisk studse over en afvigende fugl – et potentielt hit.
 
 
Løvsanger, Ho, 28.10.10. Foto: TLP
 
 
Havesanger, Danmark, 22.08.12. Foto: TLP
 
“The New Approach” er den moderne forberedelse, og består i at kende de sjældne arter, som man kan være heldig at finde. Det handler bl.a. om at vide præcis hvad det er, der gør piberen til en Pechorapiber (Tundrapiber). Det handler også om at øve sig på Schwarz’ Løvsangers (og alle de andres) kald, samt at åbne øjnene for New World-småfugle:
 

Rødøjet Vireo (den karakteristiske isse ses en smule under billedets centrum), Mandø, 19.10.11. Foto: TLP
 
 

 
Vejrets rolle for valg af lokalitet 

Inden feltkendetegnene kan tjekkes, skal fuglene som bekendt findes. Så hvilken september- eller oktobervejrudsigt får dig særligt ud til krattene?

 

Koldt vejr med østenvinde nord for landet i forbindelse med tåge og overskyet vejr, med regnpassager på den aktuelle lokalitet; fuglene slår for alvor ned i grænsen mellem koldt/klart og overskyet/tåget vejr.  (KMO) 

Som hovedregel er det bedst med rimeligt stille vejr og fald af småfugle - enten efter regn og diset vejr eller efter en koldfrontpassage der har udløst træk og bevægelse i småfuglene. Et solbeskinnet krat med en god læside ved et kystnært område er altid et godt bud. Mange andre småfugles tilstedeværelse i samme område er også en god "indikator". (JaHC)

Så længe det ikke blæser, kan man luske. Regn, tåge og vindretning skal man ikke hænge sig i. Folk har tit en opskrift på det perfekte vejr til stort småfuglefald f.eks. på Vestkysten, men jeg er ofte blevet overrasket både positivt eller negativt, så jeg klør på uanset vejret. (THH)

Ved vestkysten: vejromslag, især fra østenvind til vestenvind. Ved Østersøen: Højtryk mod nord og øst og lavtryk mod syd og vest. Fuglene bremses i deres træk mod sydvest (ABK)

Ustadigt men svage vinde. Gerne et vejromslag til rolige vindforhold og gerne med varsel om lidt finregn sidst på natten, der helst skal ophøre helt omkring daggry. (ASF)

Jeg selv har to favoritvejrudsigter til småfuglelusk, og disse vejrsituationer er klassiske for sibiriske gæster og vingebåndssangere:
Hvis det er snusket vejr med østenvind eller sydøstenvind, tager jeg til en østvendt kyst - eksempelvis Stevns.
Hvis vinden har været i øst noget tid og vender til vest skal man til en vestvendt kyst - eksempelvis Blåvand.
Jeg er selv glad for Stevns i gusten østenvind (har selv de senere år fundet Fuglekongessanger og Sibirisk Gransanger der). Stevns er faktisk ikke blevet dyrket så meget, men de seneste fem år har vist at østenvind og tungt vejr (måske lidt småregn) har slået rigtig gode arter ned i krattene langs klinten. Småregn og gustent vejr er ofte med til at forværre småfuglenes tilstand, hvilket betyder, at de formentlig afkræftes og derfor ofte bliver i kystkrattene fremfor at trække videre ind i landet. Klart vejr med østenvind er derfor ikke ligeså godt (så spredes fuglene mere). (SeK)

En vejrudsigt hvor vinden er i sydøst, gerne krydret med lidt tunge skyer er guf, eller også den altid farlige cocktail med en langvarig østen hyller, hvor der så kommer regn fra vest er farlige og altid noget jeg håber på især hvis jeg er på vestkysten. Men ellers tillægger jeg normalt ikke regnen den store faktor som andre gør. Faktisk har næsten alle de hits, jeg har fundet eller været med på (Steppe/Lille Gulbug, Langhalet Tornskade, Humes Sanger, Ørkengærdesanger, to Fuglekongsanger), været fundet uden regn om natten – og de fleste endda fundet i højtryksvejr. Iøvrigt  lusker jeg helst i oktober og november, da der i september er for mange blade på træerne og for mange almindelige fugle. Og de hårde arter dukker typisk lidt senere op. (HKr)

Jeg er nok lidt anderledes end de fleste. Jeg har ikke rigtig nogen strategi, jeg går bare ud og kigger om der måtte være nogle fugle, hvis der er tid til det. Mange andre har ofte en helt klar slagplan, men jeg synes sjældent det er det, der giver pote. Jeg gør måske ofte det modsatte af hvad de andre ville gøre (måske alligevel en strategi?). Det betyder selvfølgelig ofte at jeg misser årsarter såsom Hvidbrynet Løvsanger eller Lille Fluesnapper, men det betyder ikke så meget for mig. Men altså: vejrudsigten spiller ikke den store rolle for mig. (HKn)

 
 
Styrk motivationen 
 
For nogle birdere kan det være nemmere at komme ud af vagten, hvis man har en specifik art for øje. Har du ofte en “target-art”, som du særligt regner med at finde?

 

Jeg er stoppet med at gå efter en bestemt "target-art", men ser mest på hvad der rører sig af andre fugle den pågældende dag. Koblet med vejr og dato prøver jeg så at udlede hvad det evt. kan have trukket med sig. Men først og fremmest glæder jeg mig over se nogle almindelige fugle godt, og så evt. se om der skulle være noget andet imellem de mange Fuglekonger, Gransangere, Rødhalse, Gærdesmutter, Rørspurve, Engpibere osv. (JaHC)

Eftersom favoritten er Fuglekongesanger, er det én af dem jeg går efter, og den er med sit ultrahurtige antrit, uventede bevægelser og formfuldendte tegninger den mest sexede fugl, udover Steppehøgen, jeg kender. Ellers må det være én af de østlige jernspurve, der eftersøges i tætte krat. Den kan muligvis "pishes" frem, som jeg med held har forsøgt med Sibirisk Jernspurv i Sydkorea.  (KMO)

 

Fuglekongesanger, Skallinglaboratoriet, Ho Bugt, 19.10.10. Foto: KMO
 
 

Jeg regner ikke med at finde en Pechorapiber eller Pallas Græshoppesanger, men jeg kan vel altid håbe! (ABK)

Om efteråret drømmer jeg næsten altid (og stadig forgæves) om at finde en Blåstjert, men mere realistiske arter som Hvidbrynet Løvsanger, Fuglekongesanger og Lille Fluesnapper er også altid med i tankerne, så jeg ikke altid vender tomhændet hjem. (ASF)

Jeg har altid nogle arter, jeg tænker på, når jeg lusker. Jeg tjekker typisk, hvad der et set af rariteter i vore nabolande og så har jeg altid dem i tankerne, når jeg lusker. Det hjælper på motivationen. (SeK)
 
I højsæsonen for hits i september-oktober er der ikke noget bestemt, jeg går efter. I august, hvor der længere mellem snapsene, går jeg tit målrettet efter Vandsanger og Høgesanger. (THH)

Har en forkærlighed for Hvidbrynet Løvsanger (25+ fundet) så den håber jeg som minimum altid på, og ellers kigger jeg typisk på hvad der er sket i vores nabolande inden en tur. (HKr)
 
 

 
 

Hvidbrynet Løvsanger, Mandø By, 22.10.11. Foto: TLP
 
 
Strategi og teknik

Kikkerten er uundværlig, og mobiltelefonen er så godt som obligatorisk, men hvilket udstyr medbringer du, foruden håndkikkert?

 

Notesbog til optællinger og feltnoter. iPhone kan bruges til optagelse af kald. Kamera er obligatorisk - scopet bruger jeg kun til åbent landskab. (KMO)

Har et lille videokamera i lommen, det fylder ikke noget og er hurtigt at hive frem. (HKr)

Kamera og notesbog. (ABK)
Kameraet er altid over skulderen. Jeg bestræber mig også på altid at have teleskopet på ryggen. (THH)

Notesbog og nogle gange teleskop og kamera. (ASF)

Jeg tænker meget i dokumentation. Derfor har jeg i reglen videokamera, almindeligt kamera og udstyr til optagelse af eventuelle stemmer. Hvis man ser en hunfarvet Rubinnattergal alene uden vidner eller fotodokumentation, kan man ikke regne med, at den bliver godkendt af SU. (SeK)
 
Medbringer som oftest kun kikkert, kamera og evt. et skop. Det afhænger af lokaliteten. Jeg har en gammeldags mobiltelefon til at tilkalde evt. medobservtører ved et "gammeldags" opkald – oftest til en der har mere styr på moderne hjælpemidler end mig selv. (JaHC)

 
 
Artiklens forfatter medbringer håndkikkert, kamera og notesbog - overtroen fordrer cykelkasket.
Foto: Per Poulsen (PPo)
 
 
Går du helst alene, eller tror du flere fugle bliver opdaget, hvis man går et par stykker sammen?
 
Jeg går helst alene, når jeg lusker, fordi jeg godt kan lide det "kick" det giver at finde noget usædvanligt. Det er dog klart mest effektivt at luske, når man er to mand. På den måde kan man omringe et krat med en ubestemt fugl, eller den ene kan flushe en fugl ud til den anden. (SeK)
 
Nogle stykker sammen - ikke mindst for at holde modet oppe, når noget er fundet men ikke har vist sig sidenhen.  (KMO)
 
Alene eller 2-3 sammen. Er man to kan man dække to sider af buske eller læhegn, hvilket kan være en fordel. (ABK)
 
Jeg foretrækker at gå alene, så er jeg mere på dupperne, men kan sagtens nyde fuglene sammen med et par kammerater. (HKn)
 
Jeg går kun alene når jeg er alene på tur. Fugleture er også en social begivenhed for mig. Men jeg tror man opnår det bedste resultat alene hvor fokus er optimal. (ASF)
 
Lusker helst alene, men det er godt at have en backup-mand i nærheden, så vedkommende kan være på stedet inden for et par minutter, hvis krattet er uoverskueligt eller man skal have flere vidner. (HKr)
 
Jeg går altid alene. Tre mand sammen finder sikkert mere end én, men hvis de tre mand gik alene hver for sig, ville de finde meget mere. Man er mere effektiv, når man er 100 % koncentreret. Ofte finder man en småfugl på kaldet, eller ved at den flyver over vejen på en brøkdel af et sekund. Når man ikke går og snakker med sidemanden, er man mere på lakridserne, og det gælder jo om at bruge tid på de rigtige fugle. Hvis man når at bestemme Rødhalsen, der vimser over vejen, skal man ikke bruge et kvarter på at genfinde den og se den godt. (THH)
 
 
 
 
 
Går du langsomt og lydløst, eller afdækker du en større strækning uden listesko?

Det kommer an på området. Hvis der er få og små buske kan man med fordel gå hurtigt og flushe fuglene frem. I mere tilvoksede områder vil flushing være langt mindre effektivt og her må man være mere grundig og tålmodig. (SeK)

Gå langsomt. Sætte mig på stor afstand og hold øje med et hegn eller et krat med teleskop. (ASF)

I højere bevoksning (buske og træer) går jeg langsomt, og venter ved gode steder med sol og læ. I åbent terræn går jeg hurtigere. (ABK)

Bruger den langsomme version, for jeg har ikke gode erfaringer med at skræmme fuglene alt for meget – de kan efterfølgende trykke meget hårdt, og så bruger man måske unødig meget tid på en Rødhals eller lignende. (HKr)
 
Jeg går meget langsomt, hvilket sikkert også er grunden til, at jeg foretrækker at gå alene. Andre ville blive utålmodige over tempoet.  Hvis det blæser meget, og fuglene skulker mere, kan man gå lidt mere til den. Så må man satse på at flushe tornskader, Høgesanger, drosler o.lign.  (THH)

Det er ikke så nemt at luske stille i et par gummistøvler str. 46. (HKn)

Ret langsomt, men ikke specielt lydløst; hvis man færdes i normal positur (ikke løbende eller ophidset) er det erfaringen, at fuglen ikke vil reagere synderligt; det gør den ved uartikulerede bevægelser.  (KMO)

 
Bruger du afspilning? Generelt for at lokke småfugle til, eller for at tjekke om en given – ubestemt – fugl reagerer på det afspillede kald?
 

Sjældent. Jeg gider ikke stresse fugle, men ved en mistænkt sjældenhed kan jeg afspille kald enkelte gange - for at vække fuglens nysgerrighed. Hvis man afspiller svagt og kort er det erfaringen er der er større udbytte; fuglen skal lige frem for at se, hvem der "banker på", og hvis man efterlader den i dén tro forstyrrer man den ikke yderligere.  (KMO)
 
Har prøvet flere gange med fuglestemmer, for det meste uden held. Men lusker helst uden at afspille fuglestemmer, da noget af koncentrationen ryger, når der skal fedtes rundt med en afspiller. (ABK)
 
Nej, men det kan måske ændre sig fremover. Jeg er ikke helt afklaret på det punkt. (ASF)

Jeg er for “gammeldags og sær" til at jeg bruger playback, selv om det virker ganske glimrende. Men så skal man jo vide hvad man går efter, og det ved jeg ikke. (JaHC)
 
Jeg spiller Vandsanger og Høgesanger, når jeg leder efter dem, men andre arter bruges kun sjældent. Rødtoppet Fuglekonge er også helt fjollet med play back. Afspilning af Vandsanger og Høgesanger kan i øvrigt bruges til at sætte lidt gang i alle mulige arter. Men mange artsgrupper reagerer ikke så meget på deres kald, som f.eks. phyller. Og når det virker, er det som regel kun én gang, og så har kræet regnet ud, hvor lyden kommer fra. Jeg foretrækker "pishing" frem for play back, da jeg så kan kigge efter fuglene og ikke skal stå og fumle med min telefon, for at finde den rigtige lyd. (THH)

Det sker, men ikke så tit. Det kan være overraskende effektivt (Acro'er reagerer godt på det) og overraskende resultatløst (en Sorthovedet Sanger på Christiansø reagerede ikke det mindste på afspillet sang og kald). Man skal dog være varsom med brugen af lyd, da det kan have en negativ effekt for fuglene. (SeK)

Hvis jeg mener et område er grundigt tjekket kan jeg godt finde på at afspille Hvidbrynet Løvsanger, for at se om der evt skulle være noget som regerer på dette. Syntes især phyllerne til tider reagerer  stærkt på dette, og har ved denne metode fundet flere Hvidbrynede Løvsangere ekstra, og fået både Fuglekongesanger og Humes Sanger tættere på. (HKr)

Har ved flere lejligheder brugt afspilning, men bruger det efterhånden ekstremt sjældent. (HKn)

 


Humes Sanger (Himalayasanger), Nordindien, xx.03.09. Foto: KMO



Hvidbrynet Løvsanger lokket frem med afspilning, TDC Blåvand, 06.10.10. Foto: TLP
 
Bruger du “pishing”?

Jeg bruger ofte "pishing", som af og til virker fantastisk, andre gange næsten ikke. Her skal man huske, at det ikke altid er samme form for pishing, der virker på de forskellige arter. Nogle tiltrækkes af snerrende lyde, andre af pibende, hvislende lyde osv. (JaHC)
 
Ja. Både europæisk og amerikansk. (THH)
 
En gang imellem, især ved mistænkte jernspurve - her kan det virke. Ellers synes jeg ikke, effekten er overvældende. (KMO)

Har forsøgt meget lidt, og uden særligt held. (ASF)

Kan godt finde på at bruge lidt lyde for at lokke en fugl frem, men har nu ikke succes hver gang. (HKn)

Ofte. Ligesom båndafspilning kan det være meget effektivt (og til tider helt virkningsløst). (SeK)

Ikke meget. Afspiller hellere Hvidbrynet Løvsanger. (HKr)

Nej (ABK)

  

Bevar fokus i en anspændt situation 
 
Lille Gulbug, Korgalzhyn Nature Reserve, Kazakhstan 28.06.10. Foto: HeB
 
Du står alene, og finder og bestemmer en Lille Gulbug – hvad gør du nu?

Har man så fundet et eller andet, handler det om at blive ved med at se på fuglen, så længe som muligt, og prøve at indprente sig så mange detaljer som muligt. Forarbejdet hjemme og ude (f.eks. udlandsrejser) er her vigtigt, for at kunne udelukke en evt. afvigende almindelig art. Her er det en klar fordel at have set så mange forskellige "sjældne" fugle som muligt i deres hjemlande, inden man ser dem i et vesteuropæisk krat. Det er uligt meget lettere at bestemme en "sjælden" fugl, man har set før, end noget helt nyt, som så tilmed er sjældent. Så rejs ud og se nogle fugle – så bliver det nemmere at finde hits på hjemmebanen. (JaHC)
 
Mange ting på én gang: først forsøger jeg at foto-dokumentere den, og derefter tage noter og beskrive fuglen så grundigt som muligt ud fra førsteindtrykket. Hvis der er mange i nærheden vil jeg ringe til bekendte - men først melde ud hvis det viser sig at fuglen er korrekt bestemt. (KMO)
 
Bestemmer den i håndkikkert, fotograferer den, ringer rundt. (ABK)
 
Forsøger altid at melde ud, i det omfang det kan lade sige gøre. (HKn)
 
Dokumentationsfotos, ringer den ud og så flere fotos. Feltnoter kommer senere, hvis der er noget, der kan supplere billederne, som f.eks. kald og adfærd. Det er efter min smag lige lovligt "old school" at starte med at tage feltnoter med kameraet over skulderen. (THH)
 
Er bestemmelsen helt sikker, udmelder jeg straks hvis jeg tror der er folk i nærheden, og derefter sørger jeg for dokumentation. Er bestemmelsen usikker, gør jeg det i omvendt rækkefølge.  (ASF)

 

Tænker altid først i dokumentation. Hvis man har et kamera, skal man først og fremmest få fotos af fuglen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, er det en god idé at skaffe vidner. Hvis det hverken er muligt at fotografere fuglen eller skaffe vidner, skriver jeg feltnoter og tegner skitser. (SeK)

Hvis det lige præcis er en Lille Gulbug-type, ringer jeg efter assistance med det samme. De er så svært bestemmelige, at der skal gode fotos på bordet for at den har en chance i SU – der ville mit videokamara ikke kunne yde nok. Det har formentlig kostet mig en ny for landet, da Lasse Strandgård og jeg fandt en mindre Gulbug-type ved Nørre Lyngvig fyr. Men i de fleste andre situationer, ville jeg sikre mig video eller feltnoter inden udmeldingen. (HKr)

 

 
En Brun Løvsanger, hvor man ikke ser det tydeligste kendetegn, kan volde problemer.
Happy Island, Kina. Foto: KMO
 
 
Miniguide til fotodokumentation 
Overvej dine kameraindstillinger ved småfuglelusk, hvor dokumentation er i højsædet. Læg vægt på at
få brugbare fotos på kortet, og undgå katastrofer (“autofokus virkede ikke”) og uskarpe fotos (“der var ikke meget lys inde i busken,
så billederne blev helt ubrugelige
”). Fix det imens tid er.
Gode tricks:
   undgå pludselige, hurtige bevægelser
   sæt ISO’en op – gerne 1000 eller højere (du kan altid skrue ned, hvis fuglen viser sig at være medgørlig i godt lys) 
   vælg Av-programmet (dvs. manuel blænde, automatisk lukketid)
   vælg blænde 7.1 (bedre rand- og dybdeskarphed)
   slå manuel fokus til, og sæt den på 15m (godt udgangspunkt, og hurtigt at finde fuglen)
   skyd løs!, og tag også fotos med overbelysning
   (brug evt. auto-exposure-bracketing dvs. kameraet tager tre billeder i træk med forskellige belysning
           – så sikrer du dig (mindst) ét godt belyst billede, og ikke kun silhuetter.
          Vælg f.eks. [ 0, + 2/3 ,+ 1 1/3 ] )
 
Den velkendte situation
Du går rundt alene en sen oktoberdag, og ser pludselig en lille, brungrå fugl gøre et hurtigt udfald 30m fremme. Hvad gør du for at sikre dig, at fuglen (Rødhals eller ej) bestemmes sikkert?


Fænologisk afvigende fugle kan om efteråret give de fleste birdere gåsehud.
Nattergal, Blåvand, 06.10.2010. Foto: TLP
 
 

Nærmer mig busken indtil under 10 meter, og venter herefter tålmodigt med kamera og kikkert klar. Hvis den ikke er fremme venter jeg en tid - fuglene veksler mellem aktiv fødesøgning og passivitet med jævne mellemrum. Høresansen er ekstra skærpet! (KMO)

Starter med at give fuglen lidt tid, træder lidt tilbage fra krattet, og venter ved læ- eller solsiden. Giver det ikke noget, er flushning et alternativ, og der skal man selvfølgelig står så fuglen ikke kan flygte mere end højst nødvendigt.
Bruger personligt ikke skop-tricket (HKr)

Det kommer an på situationen. Hvis jeg vurderer, at fuglen kommer ud igen, venter jeg. Men bliver jeg utålmodig, så kan jeg godt finde på at gå til fuglen. Jeg forsøger at være så tæt på fuglen som muligt uden at forstyrre den. (ABK)

Placerer mig på afstand, med godt udsyn til det sted jeg så fuglen, og venter til den kommer frem igen – det kunne jo være en Blåstjert! Generelt lusker jeg i læsiden. Går jeg efter insektædere er det i solsiden, men det er sekundært. Og jeg tjekker hver enkelt fugl i kikkert – også selv om jeg er næsten 100% sikker på at det bare er en almindelig fugl. Og så skal man huske at et tilsyneladende tomt krat sjældent er tomt – eller som vi plejer at sige: “forlad aldrig et tomt hav”. Det handler om tålmodighed. (ASF)
 
Vil egentlig helst afvente, det er sjældent der kommer noget godt ud af at presse en fugl frem, selv om det er pokkers fristende. (HKn)

Det kommer an på situationen. I de fleste tilfælde ville jeg nok sørge for hurtigst muligt at udelukke Rødhals, og flushing er ofte det hurtigste, men det vil altid komme an på stedet. Hvis fuglen eksempelvis hopper ind i et kæmpekrat kan man godt opgive flushing - så gælder kun tålmodighed...(SeK)
 
Jeg sætter mig og venter med håndkikkerten klar. Hvor længe afhænger af mængden af øvrige fugle. Hvis den ikke kommer frem sluttes af med los til busk. Hvis der ikke var noget ved obsen, der indikerede andet end Rødhals, får den ikke meget mere end 5 min. (THH)

 – husk at fuglene ofte findes på deres favorit-spot, og meget ofte vender tilbage, selvom man har fået jaget dem væk i første omgang. (JaHC)

 


           
           
Når sneen falder ...
Og glem ikke, at vinteren kan byde på mere end Østblok-måger ...
 
Gulbrynet Værling, Säbysjön, Uppland, Sverige. 09.01.09. Foto: Tomas Lundquist 
 
 
 
 
TAK til Klaus Malling Olsen (KMO), Henrik Kristensen (HKr), Jan Hjort Christensen (JaHC), Andreas Bruun Kristensen (ABK), Alex Sand Frich (ASF), Tim Hesselballe Hansen (THH), Henrik Knudsen (HKn) og Sebastian Klein (SeK); og  TAK  til fotograferne Tomas Lundquist, Deryk Shaw, Henrik Brandt (HeB), Per Poulsen (PPo) og Klaus Malling Olsen (KMO), som venligt har stillet deres fotos til rådighed.
 
 
[layout redigeret 08.09.2012, TLP]
 
af TLP
 

 

Top | Home