Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
20 spørgsmål til Kristian Birchvald Jensen 13-08-2012 kl. 19:05

Birder: Kristian Birchvald Jensen (KBJ)

 

                   

 


 

Hvornår og hvordan begyndte du at se på fugle?
Jeg er relativt ny i faget, men har mere eller mindre set på fugle i ti år. Det har dog først rigtig taget fart de seneste tre år. Jeg var på flere lejre med DOF-Ungdom, senest for tre år siden, og fik først rigtig der smag for det der med at krydse og se sjældne ting. Det var især med turledere som Anders Tøttrup, Vicky Knudsen og Hans Skov. Og så var Andreas Egelund turleder i Vejlerne engang. 

Hvad er din favoritdisciplin?
Der vil jeg nok sige vadefugle og rovfugle. 

Hvad er dine oftest besøgte lokaliteter?
Nu er det jo Københavns omegn, og jeg kan rigtig godt lide Ølsemagle Revle, men kommer også en del på Vestamager. Før i tiden var det Roskilde, da jeg boede der. Men Roskilde er en ret død by fuglemæssigt.
 
Har du en yndlingslokalitet?
Tjah… Blåvand kan jeg godt lide. Det er et dejligt sted.
 
Og en favoritsæson?
Efteråret – især september.
 
Hvordan forbereder du dine ture?
Jeg bruger ikke vejrudsigten særlig meget – men det er nok en fejl. Jeg bruger DOFbasen meget, og det er nok det primære. Jeg vælger nok lokaliteter efter hvor der er set noget, jeg gerne vil se. Eller også trækker jeg på erfaringen, og tager et sted hen hvor jeg ved, der er potentiale.
 
Har du bil?
Delvist – jeg kan låne mine forældres, hvis der skal twitches. Men der skal jeg så påregne en times ekstra transport.
 
I hvor høj grad er du twitcher?
Ikke i særlig høj grad, men det er noget jeg gerne vil mere end jeg gør nu. I det sidste års tid har jeg næsten set dét, der har været muligt at nå. Pånær lige Asiatisk Ørkensanger.
 
Hvad er din top-3 over blade, hjemmesider og bøger hvor du indhenter information om fugle?
Ja Netfugl er nummer 1. Og med hensyn til feltbestemmelse, selvfølgelig Fugle i Felten, og så synes jeg Fugle i Felten-bladet var rigtig godt, men det jo lang tid siden, jeg har fået det. Jeg har ikke brugt det der Pandion endnu.
 
Hvilken optik bruger du?
Leica Trinovid 10x42 og et Swarovski ATS 80 med zoom, desværre ikke HD.
 
Hvilket udstyr til dokumentation bruger du?
Jeg bruger et lille Panasonic til digiscoping. Det er nemt at have med altid, men ulempen er, at billederne bliver meget grynede. Det lykkedes mig dog at få flugtfotos af Bonapartemågen forleden.
 
Hvad er din bedste ædelart?
Det er Bonapartemågen. Femte fund for Danmark.
 
Og dit største DK-hul?
Fyrremejse er et stort hul jo, men også havfugle som Sodfarvet Skråpe og Thorshane.
Men nogle arter har jeg set så mange gange rundt om i Europa, at jeg har svært ved at rykke på dem. De kommer nok.
 
Hvad var dit værste dip?
Det var vist 1. august i år, med Kuhls Skåpe ved Trælse Næs, som vi kalder det, ved Fredericia.
 
Vi dummede os lidt fordi vi ventede med at køre på den til dagen efter, og i stedet for at køre tidligt om morgenen, ventede vi på en positiv melding. Også fordi nogen af de andre, jeg var i Blåvand med på det tidspunkt, skulle være observatører og sådan.
 
Men vi kørte altså, og fik en positiv melding fem minutter før vi nåede Trelde Næs, da vi snakkede i telefon med folk, som havde den i skopet. Så vi var meget optimistiske, og tog den med ro på vej derud – snakkede bl.a. 10 minutter med Jørgen Hulbæk (JHC) på P-pladsen. Det viste sig at være en stor fejl, for vi kom lige præcis fem minutter for sent til Kuhls Skråpe. Og de andre havde haft den vildt godt.
 
Har du en yndlingsart(/artsgruppe)?
Egentlig ikke, men jeg kan godt lide småryler. De er giftige.
 
Hvilket fugl ville du helst være?
Jeg tror jeg ville være en Vandrealbatros, for jeg synes, der er noget enormt fedt ved bare at glide over oceanerne, hundredevis af kilometer, næsten uden at slå med vingerne. Og så lever de længe, og det har ret høj prioritet for mig.
 
Tornhalesejler ved Blåvand Fyr – hvad gør du?
Jeg vil nok prøve at køre med det samme, men så igen skal jeg først omkring Roskilde for at hente bilen. Men jeg vil formentlig kun køre på den hvis nogen vil køre med, for jeg bliver tit træt, når jeg kører langt i bil. Så er det meget rart at være et par stykker afsted.
Og hvis sejleren er væk, vil jeg helt sikkert overnatte på stationen og give den et forsøg næste morgen.
 
Hvad er din værste fejlobs?
For et par år siden lagde jeg et billede af en mulig tundrahjejle på Netfugl, som viste sig at være en Hjejle – bare den eneste i flokken, som ikke havde fældet til vinterdragt. Så troede jeg egentlig det var spændende, men OK.
 
Har du en “the one that got away”?
Nej, det har jeg egentlig ikke rigtigt.
 
Hvilken art ville du helst finde i Danmark?
Måske Dværgskarv? Jeg ved godt den ikke er så svær at bestemme, men sej nok. Det er næsten ligegyldigt, bare det er noget nyt for Danmark, og som kan twitches af andre.
 
 
 
af TLP 
 

 

Top | Home