Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
Første Blå Glente i Østjylland! 08-05-2019 kl. 21:17

 Finderberetning: Østjyllands første Blå Glente

Af Emil Skovgaard Brandtoft

Onsdag d. 8. maj 2019: Efter en helt almindelig dag på kontoret, trængte jeg til noget frisk luft. Som så ofte før kørte jeg til fugletårnet i vestenden af Tåstrup Sø. Det kunne jo være, at de lokale rørhøge ville give lidt opvisning, at rørsanger var ankommet siden sidst jeg var på besøg eller at der måske kunne raste en rødrygget svale sammen med de mange land-, by- og digesvaler, der altid samles over søen i køligt vejr. Man har vel lov at drømme.

Jeg ankom til fugletårnet kl. 16.50 og efter en halv times tid havde jeg talt tæt på 150 blandede svaler (dog ingen rødryggede), en syngende rørsanger og årets første mursejler ved søen. Alt i alten herlig tur, selvom det blæste koldt fra sydøst, så jeg måtte have både hue og handsker på.

Kl. 17.20 panorerer jeg med håndkikkerten over horisonten mod NØ og får øje på en sjov plet i det fjerne, vel ca. 1,5 km ude. Jeg havde fornemmelsen af en lille rovfugl, så jeg blev noget overrasket, da jeg fandt den i skopet og kunne se ret store sorte tegninger i hånden. ”Underligt”, tænkte jeg, ”at en blå kærhøg kan give det indtryk i håndkikkerten”. Det gik dog ret hurtigt op for mig, at den var alt for spidsvinget. ”Fedt, endelig en gammel han steppehøg!”, var den næste tanke. På det tidspunkt har jeg vel set fuglen i teleskopet i et par sekunder, men det føles alligevel ikke helt rigtigt med steppehøg. Vingeslagene er helt forkerte og fuglen har jo nærmest ingen hale. ”Det giver ingen mening”, tænker jeg, da det pludselig går op for mig, at den jo kun er sort på undersiden af hånden. Overvingerne er jo markant lysere!

På det tidspunkt, måske 4-5 sekunder inde i obsen, går det op for mig, at jeg måske står og kigger på en blå glente. Men jeg har endnu ikke set sorte ovaler på oversiden af vingerne. Panikken begynder så småt at indfinde sig. Har jeg set nok? Hvad nu hvis den forsvinder inden jeg ser oversiden? Fuglen trækker bare hurtigt og aktivt mod syd og der går i hvert fald 2-3 sekunder mere inden fuglen ændrer retning og åbenbarer oversiden. Og der var de jo. De sorte ovaler på skuldrene! Nu, knap ti sekunder inde i obsen, er der full-blown panik i fugletårnet! DET ER EN BLÅ GLENTE!! Fuglen skal dokumenteres, så jeg griber efter kameraet, men jeg kan ikke finde fuglen i søgeren og jeg får trykket på alle mulige mærkelige ting med mine handskeklædte fingre. På det tidspunkt er den vel en god km ude og faretruende tæt på at forsvinde bag træerne syd for mig.

Det lykkes mig hele tiden at følge fuglen og lige pludselig stopper den op og muser et eller andet sted omkring Tåstrup by – måske endda lige i min baghave? Nå, men jeg har jo stadig ingen dokumentation, adrenalinen pumper og mine hænder ryster helt ukontrollabelt. Jeg tænker, at jeg måske kan nå at montere en adaptor på min telefon og filme gennem skopet, men inden jeg når så langt, stopper fuglen med at muse og fem sekunder senere er den forsvundet bag træerne i aktiv flugt mod syd. Hele seancen varede vel i omegnen af et minut, jeg så fuglen rigtig godt om end på stor afstand, men jeg har ingen dokumentation. Fuck!

Hurtigt melder jeg fuglen ud på BirdAlarm og ringer derefter til Morten DD. Han sidder i bilen ved Voervadsbro sammen med Sebastian Klein. De er lige blevet færdige med at lave TV og beslutter hurtigt, at de vil køre øst på og prøve at fange fuglen, når den forhåbentlig passerer vest om Skanderborg.

Tilbage i fugletårnet er jeg totalt ramt af granatchok. Jeg har lige set Østjyllands første blå glente! Det er slet ikke til at fatte! Da jeg har sundet mig i et ukendt stykke tid går jeg tilbage til bilen og sætter kursen mod Morten og Sebastian. Med en hurtigt voksende ærgrelse over ikke at have dokumentation for mit suverænt bedste fund nogensinde, kører jeg på E45 ved Stilling. Halvvejs nede af rampen ringer telefonen. Det er Morten. ”TAK!! VI HAR BILLEDER!!”, råber han jublende. ”Fik I den? Fik I den?”, svarer jeg, stadig rystende. ”JAAAAAAA!! DEN VAR SÅ FED!!”, råber Morten. Sikke en voldsom lettelse, at andre nu også har set fuglen og at den ovenikøbet er blevet dokumenteret. ”FUCK HVOR FEDT!”

Et par minutter senere triller jeg ind på parkeringspladsen ved Vrold, hvor der bliver uddelt high fives og vist billeder i vild jubel!

Sikke dog en voldsom afslutning på en helt almindelig dag. 8. maj 2019 glemmer jeg ikke sådan lige igen!

 

Twitcherberetning: Første Blå Glente i Østjylland

Beretning af Morten DD Hansen og Sebastian Klein

I dag klokken 1723 meldte Emil Skovgaard Brandtoft en sydtrækkende Blå Glente ud fra Tåstrup Sø vest for Århus. Undertegnede (Morten DD Hansen og Sebastian Klein) var netop blevet færdig med dagens tv-optagelser til programmet "1 døgn, 2 hold og 3 dyr" og befandt os ved Voervadsbro ca. 30 kilometer fra Tåstrup Sø. Lidt hurtig hovedregning og en telefornopringning fra Emil gjorde, at vi satsede på at genfinde fuglen ved hurtigt at køre mod motorvejen (E45), som fuglen tilsyneladende fulgte. Undervejs diskuterede vi hvor stor chancen var for at genfinde den. Sebastian vurderede chancen som 20%, mens Morten fandt den vurdering i overkanten.

Klokken 1745 befinder vi os ved p-pladsen ved motorvejen ved Vrold, hvor Morten pludselig udbryder "Den er der!" Og ganske rigtigt: Ca. en kilometer vest for motorvejen kommer den blå glente dansende. Skiftevis i smuk kærhøgeglid vekslende med falkeflugt og jævnlig musen over landskabet. I de følgende ca. 4 minutter følger vi dyret mens den flyver forbi os i en afstand af ca. en kilometer (eller lidt mere), da den var tættest. Den hyppige musen gjorde det dog muligt for Morten at tage adskillige fotos af fuglen, som trods afstanden tjener som glimrende dokumentation for dette usædvanlige fund, som altså tilmed er Østjylland første af slagsen. Efterfølgende indfandt en tydelig rystet Emil sig på p-pladsen og var jublende lykkelig over at erfare, at fuglen nu var behørigt foto-dokumenteret.

Fra pålidelig kilde har vi hørt, at der findes videooptagelser af hele seancen. Vi kan ikke udelukke, at det også ender på nettet. Men det er nok forbudt for børn.

Mange hilsner

Morten DD, Naturhistorisk Museum Aarhus & Sebastian Klein


Blå Glente, Vrold, 8. maj 2019 (foto: Morten DD Hansen)


Blå Glente, Vrold, 8. maj 2019 (foto: Morten DD Hansen)


Blå Glente, Vrold, 8. maj 2019 (foto: Morten DD Hansen)


Blå Glente, Vrold, 8. maj 2019 (foto: Morten DD Hansen)


Landskab med Blå Glenre (lille prik over træerne!), Vrold, 8. maj 2019 (foto: Morten DD Hansen)


Ekstra informationer om fundet

Det tog ikke lang tid for fugen at tilbagelægge turen fra Tåstru Sø til Vrold. Det tog kun fuglen lidt over 20 minutter at tilbagelægge 15 km - det svarer til at den har fløjet ca 45 km/t. 

 

Fuglen fulgte tilsyneladende motorvejen mod sydvest, og THH og jeg forsøgte derfor om vi kunne være heldige at fange fuglen endnu længere sydpå. Af frygt for at køre forbi fuglen, valgte vi at stå på p-pladsen lige vest for Hornstrup-afkørslen lige nord for Vejle. Vi var på plads 18:20, og burde derfor være ankommet tids nok, hvis fuglen skulle komme forbi. Den gjorde den desværre ikke. 

Til gengæld er det meget muligt at fuglen stadig er i Østjylland, og måske ikke har vanvittigt travlt med at komme sydpå. Så måske bliver den pludselig spottet en af dagene?

 

Fundet er årets 4. fund af Blå Glente, og det må siges at arten de seneste år er blevet noget mere tilgængelig. De fire fund kan ses nedenfor:

08-05-2019: Tåstrup Sø, Østjylland

29-04-2019: Hvidemose, Gårdbo Sø, Nordjylland

22-04-2019: Hønen, Sønderho, Fanø

21-04-2019: Grenen, Skagen

 

 

Sendt 09-05-2019 Kl. 08:04
Tim Hesselballe Hansen

Fantastisk historie, og så med en serie vaskeægte hit-fotos! Når man ser kortet, virker Vrold som det helt oplagte sted at placere sig, lige der hvor to søer danner en smal korridor. 

Sendt 10-05-2019 Kl. 07:14
Sigrid Kistrup Ilsøe

Emils finderberetning kan nu læses øverst i artiklen!

STORT tillykke herfra med det umanerligt fede fund!

SKI

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home