Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
Operation Påskefugl 2019 09-04-2019 kl. 05:04

Påsken ligger meget sent i år, og det er lige tid til at finde noget spændende. Sidste år var det i april, de store hits blev fundet, så der er ingen grund til at vente på, at kalenderen viser maj. Club300 opfordrer hermed til en lille påskedyst - find et hit...


Citronvipstjert, Keldsnor, 7.6.2015 (foto: THH)


Af subhits som kan findes i perioden kan nævnes: Amerikansk Krikand, Steppehøg, Stylteløber, Damklire, Hærfugl, Rødrygget Svale, Sydlig Nattergal og Citronvipstjert.
Hvis man er heldig kan man gå efter de hårde arter. Ifølge dofbasen er set følgende SU-arter i operationsperioden de seneste 5 år (2014-2018):
Halsbåndstroldand, Nathejre, Mellemflagspætte, Amerikansk Pibeand, Blå glente, Brilleand, Høgeugle, Alpesejler, Jagtfalk, Spurveugle, Stor Skrigeørn, Citronvipstjert, Kohejre, Iberisk Gransanger samt ikke mindst Snefinke.
Hvis man er rigtig påske-optimist, kan man med fordel gå på xeno-canto og øve sig på Tamarisksanger og Cettisanger – de kommer tidligt!
Præmie for bedste fugl er et monsterlækkert club300 kaffekrus. Hvis vinderfuglen er en SU-art, vil der også være noget at hælde i koppen. Det helt igennem ærlige og bundretfærdige dommerpanel er THH og ESM. Præmie kan kun vindes af Club300 medlemmer, og tilmelding ikke nødvendig, men skriv gerne om dine planer her på tråden. Og vi vil meget gerne høre, hvordan det er gået – også selvom påske-høsten var mindre god
Club300 håber på et hit af de helt store, der kan splitte en lækker påskefrokost ad i et hvert birderhjem ;-), så snør støvlerne, puds optikken og vær med.
ESM & THH


Stor Skrigeørn 4k, Sydlangeland, 22.4.2012 (foto: THH)

Sendt 12-04-2019 Kl. 06:26
Troels Leuenhagen Petersen

Jamen så hermed en unødvendig tilmelding. Jeg birder i Nordjylland med Kristian Laustsen.  

Sendt 12-04-2019 Kl. 09:33
Tim Hesselballe Hansen

Hej Troels,

Hvis I skal til Nordjylland, tager I så ikke forbi heden syd for Jerup, hvor der i forgårs (10. april) blev fundet en fjer fra en Stortrappe: Se fjeren her

Ifølge Peter Sunesen (på facebook) er fjeren bidt af, hvilket indikerer, at den er plukket af et rovdyr - ræv/mårhund eller lignende (rovfugle gør ikke sådan). Dermed må der være tale om en død Stortrappe. Der er vist ikke noget, der indikerer svindel, så der kunne ligge en bunke Stortrappe-fjer på stedet. Vi vil gerne se billeder her på siden :-)

Tyske eksperter har bekræftet, at der er tale om en stortrappe-fjer!

Mvh. THH

 

Sendt 12-04-2019 Kl. 11:22
Jakob Engelhard

 Jeg søger lift til Skagen tirsdag......

Sendt 12-04-2019 Kl. 12:16
Troels Leuenhagen Petersen

Hej Tim, 

Jo, det var sandelig (en del af) planen. KLa sendte mig netop billedet i aftes. 

Sendt 12-04-2019 Kl. 14:36
Ole Amstrup

 Jeg tilmelder mig i det vestjyske, dvs. områder omkring Ringkøbing Fjord.

Sendt 12-04-2019 Kl. 14:58
Lars Tom-Petersen

Er på Ærø tirsdag til tirsdag - og satser på at lave min anden melleflagspætte på øen.  

Sendt 12-04-2019 Kl. 19:21
Eske Morthensen

 Jeg starter turboladerne så småt i det fynske denne weekend. Når så maskineriet kører optimalt, bliver det til ture i det sønderjyske og måske vadehavsøerne? Tror på noget stort hen over påsken. ;-)

Sendt 12-04-2019 Kl. 19:24
Jan Lindgaard Rasmussen

 Jeg birder helt undtagelsesvist på Fyn i morgen lørdag, men vil ellers støve rundt i Østdanmark det meste af påsken. En Blå glente vil gøre mig rigtig glad, hvis ikke en levende Stortrappe smadrer feltet inden...

Sendt 13-04-2019 Kl. 08:46
Ulf Eschou Møller
Jeg laver også en unødvendig tilmelding og vil primært være at finde i Midt- og Vestjylland - forhåbentligt et enkelt skridt foran Ole Amstrup...
Sendt 14-04-2019 Kl. 19:05
Tommy Kaae

Jeg er på, selvom det er en sen tilmelding. 

Sendt 14-04-2019 Kl. 21:54
Erik Christophersen

 Jeg er med i Skagen og er startet med at finde denne:

Sendt 15-04-2019 Kl. 17:55
Eske Morthensen

Som opvarmning, hvilket alle atleter gør, før de går i hård konkurrence,  startede jeg blødt ud i forrige weekend med håb om østfyns første mellemflagspætte. Oplagte skove blev besøgt, men ingen "superspætte". Håbede da på, at producere en trækkende steppehøg som plaster på et uhelet sår, da der nu er kommet gang i trækket, men ak og ve!

Jeg jobber indtil skærstorsdag, så er jeg opvarmet, toptunet, finsleben og monster motiveret :-) i dagene 18-22 April.

Så kommer EC og sætter barren rimelig højt ;-). Dette var et direkte stød, der gik ind :-(,  EC har åbnet spillet. Nu ved vi, hvad der skal til, for at vinde førstepræmien. Opskriften hedder vel flid, flid, flid og tænke ud af boxen med hensyn til hits og have styr på sine vejrudsigter og de muligheder de måske kan give.

Fortsat god kamp

Eske

 

Sendt 15-04-2019 Kl. 19:40
Lars Tom-Petersen

Med Eriks skrig er vi jo hurtigt kommet på SU-niveau, så hvorfor ikke gå direkte efter guldet: Jeg satser hårdt på at finde landets første cettisanger syngende ved Vitsø på Ærø. Øen er selvfølgelig det helt oplagte sted for den længe ventede art. Ærø Fuglestation åbner sæsonen onsdag morgen. Og tillykke med ørnen, Erik.     

Sendt 15-04-2019 Kl. 20:30
Erik Christophersen

 Tak Lars og Eske. Jeg var nok lidt heldig og fik meldt den ud et splitsekund før Anders Bøjesen. Jeg kan huske en gang under en Skagenfestival, hvor jeg hurtigt fik fundet Drosselrørsanger, Rødrygget svale og Islom og gik og troede at den nok var hjemme for så på sidstedagen at blive overtumfet af en Lille skrigeøn......

Sendt 18-04-2019 Kl. 08:01
Thomas Bundgaard Rasmussen

 Jeg er med på Sjælland evt. med øer. Tak til Erik for at vi skal knokle hele påsken 

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home