Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
Mellemflagspætte, sådan fik vi lavet den 16-02-2019 kl. 20:59

Optakten

Længe havde Sebastian Klein og jeg talt om Mellemflagspætte, en art vi begge ønskede at finde, og for Sebastian tilmed en potentielt ny danmarks-art. Flere gange har vi prøvet at finde en Mellemflagspætte, men aldrig har, i hvert fald jeg, sat flere dage af til projektet. Denne gang var aftalen, at vi ville afsøge så mange skove i det sydlige Jylland og specielt den østlige del. Målet var at finde Mellemflagspætte, men skulle vi være så heldige at finde en, ville vi søge videre, og der skulle søges på et så stort areal som muligt.

Metoden

Efter at have erfaret hvorledes man laver monitorering af Mellemflagspætter i Tyskland og Holland, var det deres metode, vi valgte at kopiere. Metoden er meget simpel, en ghettoblaster og "Die Vogelstimmen..." cd. 8 nr. 72 + 73. Tanken er at spille ganske kort hvert sted ca. 1-2 minutter, for så at vente og se om der var svar. Derefter ville vi gå videre et par hundrede meter og så prøve igen.
Det er en metode der bruges effektivt i landene omkring os, og i disse lande har denne form for monitorering tilsyneladende ikke givet grund til yderligere bekymring, ej heller debat. Mellemflagspætten er i bragende fremgang, og den kommer - vildsvinehegn eller ej.

 

Turen og resultatet

Onsdag sidst på eftermiddagen ringede min telefon. Det var Sebastian, der mente, at vejret med varme de næste par dage ville få liv i spætterne. Det passede mig mildest talt ikke særligt godt, men efter at et par aftaler blev rykket og konen udstyret med et godt antal nougatmus, var kysten klar. Torsdag morgen kl 6 trillede Sebastians bil hen foran min hoveddør, afgang og kursen sat direkte mod Sønderjylland. Planen var lagt på forhånd, ingen steder med kendte Mellemflagspætter ville vi besøge, det var en ren eftersøgning, og den skulle starte ved Kollund, hvor arten sås for tre år siden.


Sebastian klar i Kollund (Foto: RS)

Vi startede i Kollund Østerskov, her var meget stille, men ved tredie stop kom en spætte målrettet flyvende imod os. Den satte sig kort højt i toppen af et træ og den kunne ikke bestemmes med sikkerhed. Fuglen havde hindbærfarvede bukser, og bugen virkede ikke hvid, men ingen tegninger sås i ansigtet, før den fløj videre nord på. Denne fugl fik naturligvis pulsen god op, specielt da den virkede 'mindre'. Ud over denne spætte gav området øst for Kollund syv Store Flagspætter.

Vi fortsatte til Kollund Skov, hvor der i marts 2016 sås en Mellemflagspætte. Forventningerne var relativt høje, da vi begge tidligere har besøgt skoven med en rimeligt højt antal spætter som resultat. Klokken 11:45 var der endeligt svar: en spætte svarede, og vi blev meget hurtigt enige om at det var en Mellemflagspætte. Fra den østlige del af ellesumpen kom en spætte flyvende direkte imod os, og vi var noget forbavsede over at konstatere at det var en Stor flagspætte! Sekunder efter kunne vi høre at den anden spætte stadig var i ellesumpen, nu var det bare at vente. Pludseligt kom endnu en spætte flyvede imod os fra sumpen, det var tydeligt en mindre spætte, der satte sig i træerne over os. Spætten var stadig relativt vokal og mijavede i trækronerne, hurtigt stod det klart at det var en Mellemflagspætte, smuk rød isse, hvid kind, en kraftig næsten sort hals plet, ferskenfarvet stribet bug og hindbærfarvede bukser. Efter ca 15 minutter valgte vi at lade fuglen få lidt ro og fortsatte vores eftersøgning i skoven. Vi kom dog tilbage en halvtimes tid senere, og her var spætten ikke at finde mere. Området var ellers relativt skuffende med kun tre Store flagspætter, men her kan det dog spille ind, at skoven blev besøgt ca. 10:30 - 13:00, måske lidt sent på dagen, når nu spætterne ikke er super yngleaktive endnu.

Derefter blev flere små skovstykker langs kysten op imod Gråsten besøgt uden spætter som reultat, på vores vej i mod Augustenborg. Ej heller dette område gav spætter, men det var også kun området omkring parken vi nåede at afsøge. Området ser fint ud, og der kan fint være Mellemflagspætte her.

Vi fandt overnatning på hotel Tønderhus, med skuffende 10 Store flagspætter og 1 Mellemflagspætte i bogen, og ca. 15 km i benene.


Hotel Tønderhus (Foto: RS)

Fredag så vejret bedre ud, det var mere klart, der var næsten ingen vind, og der var lovet op til 9 grades varme. Vi valgte at besøge Draved Skov, hvor der må være mange spætter. Skoven blev gået relativt grundigt igennem, med fire Grønspætter, en Sortspætte og 9 Store Flagspætter som resultat. Skoven ser perfekt ud til Mellemflagspætte efter vores vurdering, og vi var lettere overrasket over ikke at finde arten her.


Der traves i Draved skov (Foto: RS)

Lindet Skov skuffede fælt med flagspætter, kun tre Store blev registreret her men flot og lækkert var det at se og ikke mindst høre hele fire Sortspætter, den ene tilmed med ring på højre ben. Det er bestemt ikke vores oplevelse at Lindet Skov var en, hvor der skulle være Mellemflagspætte, dertil er der alt for meget ungskov og nåetræer i den del vi gik.


Sortspætte (2k?) han, Lindet skov (Foto: RS)

Turen som helhed blev god, resultatet rimeligt med 25 Store flagspætter, 1 Mellemflagspætte, 4 Grønspætter, 5 Sortspætter og godt og vel 35 km skov i benene.


En meget træt mand i Lindet skov (Foto: RS)

 

Sendt 16-02-2019 Kl. 19:33
Lars Tom-Petersen

Godt initiativ.

Lindet Skov er tidligere meget velundersøgt af Jesper Leegaard. Stor flagspætte og sortspætte er registreret som sikkert ynglende under Atlas III. Grønspætte og vendehals som sandsynligt ynglende. Unger af sortspætte er blevet ringmærket i skoven af Hans Christensen alle 4 Atlas-år (kilde: Atlas-basen).  

Sendt 22-02-2019 Kl. 18:55
Tim Hesselballe Hansen

Tillykke med den!

Hvis man skal lede efter Mellemflagspætte kunne man med fordel stave sig igennem denne artikel (på tysk) fra 2013 omhandlende artens nylige fremgang i Slesvig-Holsten.

Der refereres til en undersøgelse af territoriernes beskaffenhed. Af 59 territorier var:

14 i løvskov med høj andel af gamle egetræer (over 100 år)
14 i bøgeskov af middel alder (fra 80-100 år) med moderat indslag af middelgamle ege
28 i bøgeskov fra 80-100 år gamme med sparsomme indslag af eg af middel alder
3 i ellesump med få gamle ege

Man skal med andre ord ikke udelukkende lede i gammel egeskov a la Draved Skov - ældre bøgeskov er også værd at kigge i.
 

 

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home