Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
Jagten på supermega'en 03-12-2018 kl. 20:40

Chancerne for at toppe året med en mega*** rinder ud, også for de heldigste af heldige birdere, de dygtigste af dygtige feltornitologer.
I takt med at vintermørket giver kortere dage at finde sjældenheder i, og jo tættere vi kommer på en afrunding af fugleåret 2018, jo mere kan behovet for en evaluering af egen – måske mangelfulde - indsats og udeblivende resultater trænge sig på. Fik jeg set de fugle jeg skulle, fandt jeg de arter jeg drømte om, indfriede jeg mine mål for året?
Ikke så snart du har gjort status, melder fremtiden sig med krav om nye mål, højere ambitioner, endnu mere urealistiske resultater i 2019. Spørgsmålet; bliver det mon mig som endelig træder ind på scenen med fundet af Irania gutturalis lige foran næsen på alle The Usual Suspects, bør være med i enhver feltornitologs aftenbøn. Men, nej, du skulle have være lige så grundig og vedholdende som John Young.
 

Historien er rig på anekdoter om de helt store fund, fortællingerne er fulde af minder om spektakulære hits og ditto fascinerende birderes resultater i felten. Den første blåstjert på Saltholm, stortrappen over Gilbjerghoved, pragtfregatfuglen i strandkanten, ørkennatravnen på muren, den gulgrå værling i græsset, den store græshoppesanger i fyret og så videre. Intet er bedre til at holde liv i birderdriften og håbet, end
en god historie fra de varme lande hvor alt bare er større, vildere og sjældnere, og hvor der ingen grænser er for hvor langt birderen han vil gå for at finde sit hit.


Her er fortællingen om et i særklasse sjældent fund fra 2006, der både kræver mere plads og mere uforstyrret natur, end vi kan fremvise herhjemme, men også en i særklasse ambitiøs og dedikeret hitfinder, med både tid, penge, hjerte og vilje til at lave stort.

”Højt veludviklet opmærksomhed og vedholdenhed har kastet frugt af sig…”, og ”Godt han holdt ud så længe derude i vildmarken, i sin udtømmende søgen efter denne sjældne art…”, ”At fremme kendskabet til de allersjældneste af vores fuglearter, vores viden om landets natur, afhænger af så dedikerede og udholdende feltornitologer som denne mand…”


Sådan lød det bl.a. i pressemeddelelsen fra Australiens miljøminister, et dokument, der nærmest fremstod som et officielt hyldestskrift til ornitologen og filmmanden John Young, der havde slået sig op i offentligheden i sin selvbetitlede rolle som bushman og naturdetektiv med sloganet Finding Natures Secrets. I sin egenskab af at være landets berømteste naturformidler (en slags Australiens Sebastian Klein)
kunne han endelig – efter 10 års intens søgen og røgtedannende hemmelighedskræmmeri – fremlægge beviser for eksistensen af en ny race (måske ligefrem med artsstatus) af den nationalt berømmede og blandt birdere elskede Double-Eyed Fig-Parrot (Cyclopsitta diophthalma).


Double-Eyed blev første gang beskrevet i 1866 af naturforskeren John Gould fra bjergene og regnskovene mellem Brisbane og Sidney, og af denne art er der til dato dokumenteret tre distinkte racer (fem andre findes på New Guinea) i Australien, hvoraf Coxen´s Fig-Parrot er den mest eksklusive med færre end 200 observationer nogensinde og et estimat af <100 individer i live i dag, hvilket gør den til en af kontinentets
sjældneste fugle overhovedet. John Youngs nye race fik navnet Blue-Fronted Fig-Parrot (ikke at forveksle med en i dag mere almindelig papegøje med samme navn fra Indonesien, som John Young uheldigvis ikke var opmærksom på eksisterede, da han navngav sin nyopdagede fugl).


Nightparrot


Scenen for afsløringen af fundet af blue-fronted fig-parrot var sat til sommeren 2006 under Birding Week, den årlige festival og fejring af naturværdierne i Lamington National Park syd for Brisbane. Finderen John Young blev til stående klapsalver lykønsket af landets miljøminister, Lindy Nelson-Carr med følgende ord: "At fremme vores viden om sjældne arter i Queenslands skove afhænger af sådan dedikeret videnskab og udholdenhed som Johns. Dette er en spændende opdagelse, og jeg er meget glad for, at QPWS og John Young Wildlife Enterprises samarbejder om at dokumentere fundet." "How many other natural wonders lie hidden in Australia's wilds, awaiting detectives like John Young to uncover them?", sluttede hun sin takketale spørgende og opfordrende.


John Young havde holdt kortene tæt til kroppen i 10 år, og fordi han godt vidste, at en sådan sag krævede ordentlig dokumentation, inden han afslørede denne endnu sjældnere race af en i forvejen sjælden, mytisk og berømt fugl, som kun få nulevende ornitologer nogensinde havde set, så gemte han den bedste dokumentation til sidst. Han havde mulige beviser for, at det ligefrem kunne være en helt ny art, og derved
en af landets største ornitologiske sensationer nogensinde, nærmest svarende til at Morten D. D. efter tusinder af hemmelige felttimer afslørede et ynglefund af en ny og distinkt race af mellemflagspætte i Marselisborgskovene, en midt-imellem-flagspætte ikke med rød, men med blå isse, muligvis en helt ny fugleart.


Selvfølgelig nåede historien hurtigt de landsdækkende aviser, og en national begejstring for yderligere eftersøgning af fuglen og bevaring af bjergskovene blev vakt.

I landets birder-community havde rygterne om papegøjen naturligvis kørt længe, men også rygterne om John Youngs grundlæggende talent for at finde sjældne fugle. Helt vandtætte skotter havde John Young ikke kunnet holde i de mange år han havde ledt efter den, og enkelte ældre birdere mindedes stadig hans ufattelige genopdagelse af den sagnomspundne og endemiske nightparrot næsten 30 år tidligere, en eksklusiv art, man ikke havde set skyggen af siden 1922 og hvis forsvinden nærmest var en national tragedie (i snit er kun en enkelt observation hvert andet år godkendt de seneste 20 år, men den lever stadig derude et sted for dem som har tid, råd og tålmodighed til at lede efter den).


Fordi Young fortløbende havde indberettet ubekræftede informationer om fundet af blue-fronted fig-parrot til Miljøstyrelsen, kunne denne mulige sensation ikke hemmeligholdes helt, og birdermiljøet havde i årevis spekuleret i om han mon en dag ville komme med endegyldige beviser og krydse sin megablokker. Da han ikke havde kunnet forelægge vævsprøver, fotos eller lydoptagelser tidligere, havde myndighederne dog ikke udvist hans claims meget interesse, men nu var der endelig skred i projektet og opmærksomheden rettet mod denne bushman. Kun en lille gruppe indviede, hardcore birdere havde med John Young i spidsen arbejdet seriøst på rygterne, og vedholdende havde de afsat tusinder af obstimer (selv siger Young, at han noterede 17.000 obstimer på eftersøgningen af sin nightparrot frem til 1979, hvilket svarer til 10 timer hver
dag i fem år) på at finde den i de svært tilgængelige bjerge i Burnett-regionen, langs Sunshine Coast og The Gold Coast hinterland.


John Young måtte tage sine forholdsregler for at beskytte skovens sjældneste fugl. Han havde end ikke fortalt sin nærmeste kollega, feltornitologen og eksperten i Queenslands ynglefugle, Ian Gynther, om det præcise sted for sit fund, da på dagen for sin afsløring under Birding Week, november 2006, foran en forsamling af regionens førende feltornitologer fremlagde sin opdagelse og forelagde det første foto af
denne smukke figenpapegøje. Da bomben var detoneret og forsamlingen enten sad lamslåede og bare lyttede, eller klappede entusiastisk over denne rarity-finders utrolige bedrifter, bekendtgjorde John Youngogså, at han og Ian Gynther var ved at lægge sidste hånd på en videnskabelig artikel til The Emu, hvori man ville fremvise DNA-materiale af halefjer taget fra en rede, samt yderligere beviser, herunder lydoptagelser.
 

Yderlige backup for troværdigheden havde John Young skaffet sig med hjælp fra sin egen økonomiske donor, lægen Tom Biggs, der investerede en formue i at bygge et brand op omkring naturdetektiven Young med tydelig inspiration hentet fra den verdensberømte, virkelige Indiana Jones, Steve Irwin (ham der kæmpede med farlige dyr på Discovery Channel og endte sine dage med - få måneder inden afsløringen af figenpapegøjen - at blive stukket ihjel af en kæmperokke).


En kampagne for at dokumentere figenpapegøjen blev iværksat af Tom Biggs, og det eneste kendte foto af fuglen blev solgt for en formue til The Courier-Mail of Brisbane, der ryddede hele avisens forside til historien og udkom indeni med et dobbeltopslag, der hyldede manden og fuglen og Queenslands utrolige natur.


Her det utrolige foto af manden, John Young himself, der via sin mobilskærm claimer en rede med æg af en næsten uddød vagtel, buff-breasted button-quail


I miljøet havde flere birdere imidlertid fået ondt bagi, ikke kun fordi manden havde fundet sig en megablokker, men fordi han i forvejen var en af de eneste nulevende ornitologer, der havde set dens ekstremt sjældne slægtning, Coxen´s Fig Parrot i live, og ligefrem påstod at have hele syv obs af den, hvilket i tilgift havde fået et Commonwealth miljøprogram til at rejse 1.000.000 $ til beskyttelsen af dens skove.
Problemet i sagen om Coxen´s var blot, at mange birdere regnede dyret for uddød for længe siden, selv om myndighederne stadig fastholder den på Endangered-niveau i deres rødlister.


Et par feltfolk ytrede offentligt, at de heller ikke helt troede på den nye fugl. Den tanke stod de muligvis ikke alene med, men de var kun få som turde sige det højt. Tom Biggs skruede derfor op for sin PR-satsning for dyret og fik bragt artikler i flere dagblade hvori historien blev afdækket med både claims om at der eksisterende fotos helt tilbage fra midten af 90-erne og påstande om, at flere andre feltfolk faktisk også
havde set den, at de havde gjort redefund og så videre. Argumentet for deres tys-tys-strategi var den velkendte, at de ville beskytte dyret ved ikke at afsløre for meget for offentligheden.


Billedet der landede på forsiden af The Brisbane Courier-Mail viste en fugl, der for kendere lignede den almindelige Macleay´s Fig-Parrot (Cyclopsitta diophthalma macleayana) til forveksling, bortset fra at dens normalt røde pande nu var blå, lidt i lighed med Coxen´s. Dens adfærd, levevis og udbredelse blev beskrevet som identisk med sin mere almindelige slægtning.


Derved blev skepsis vakt hos flere, mens offentligheden, de fleste eksperter og politikerne skålede på landets nyopdagelse. Eksperten Richard Schodde publicerede hastigt en mod-artikel i The Wingspan, med påstanden om, at der ikke eksisterede et lignende tilfælde i regionen, hvor to på nærmest alle måder identiske arter, levede side om side i trækronerne. Schodde anbefalede derved myndighederne at være meget varsomme med at godkende fundet, indtil der forelå yderligere beviser for dette højst usædvanlige fund.


En voksende gruppe af John Youngs tilhængere, rygklappere, venner, kollegaer og Fig-Parrot hardliners gik efterfølgende hårdt efter alle skeptikerne, og de vogtede nidkært over hvem der måtte ytre sig kritisk og de slog hårdt ned på ethvert forsøg på at drage observationerne i tvivl. Rygterne voksede dog stødt og en art paranoia bredte sig i miljøet alt imens hovedpersonens filmselskab, John Young Wildlife Enterprises
voksede i berømmelse og værdi. Nogen måtte tage sagen i egen hånd, hvis trådene endegyldigt skulle redes ud og AUS-listen tilføjes en ny race eller ej.


Fantacy Parrot "Det hidtil eneste eksisterende foto af blue-fronted fig-parrot, som retsfotografi-eksperten, Gale Spring, fik til opgave at analysere"


Fugletegneren og ornitologen, Jeff Davies, der var berømt for sin maniske grundighed og autistiske perfektionisme, kunne ikke udholde, at der ikke var helhed og orden i taxonomien og nationens officielle artslister, så han lykkedes med af ukendte veje, at få fingre i et eksemplar af fotoet af den blåpandede papegøje. Det ville han havde eksperter til at kigge på.


Davies tog egenhændigt kontakt til landets førende ekspert i retsfotografi og scientific photography, Gale Spring fra Melbourne University, manden som det juridiske system normalt kontakter, når mordsager skal afgøres og værdien af fotodokumentation fastlægges i retssalen. Da hans analyser og vurdering af fotografiets autenticitet var blevet fastlagt, indkaldte Jeff Davies John Youngs højre hånd, Ian Gynther til et
møde på universitetet. Det blev nedslående for Gynther og hans drøm om at være med til at berige Australiens natur med et nyt eksemplar af en fascinerende fugl. Det Gale Spring på det timelange møde kunne konkludere var, at fotoet var manipuleret på en eller anden måde, at der var lagt et yderlige lag ovenpå. Altså et falsum.


Miljøet af feltornitologer, skrivebordsornitologer, sofaornitologer og eksperter reagerede prompte med at henvende sig til offentligheden med ”Hvad sagde jeg”, ”Jeg troede heller ikke på det” og ” I lyttede aldrig til mine advarsler”, mens faktum er, at kun få gik offentligt ud og stillede sig undrende over for hele historien mens dens hype var på sit højeste. I retrospekt forklares nationens adfærd og reaktion i dag med, at landet
har mistet så mange arter, siden europæerne ankom, at man havde brug for en opbyggelig historie af positiv karakter frem for kun nedgangs- og afviklingsfortællinger, og der passede filmmandens utrolige fund perfekt ind. Hellere en bekvem løgn end en ubehagelig sandhed, synes devisen at være.

John Young tog kampen op med sine kritikere, b.la. med en stribe af pressemeddelelser og statements, der videnskabeligt skulle forklare de manglende beviser, og han lovede offentligheden snarligt at fremvise sin dokumentation, bare de ville give ham lidt mere tid til at færdiggøre sit arbejde.


Selv om hans hjemmeside i dag er nedlagt og virksomheden lukket, og ingen så vidt vides leder efter blue-fronted længere, har bølgerne ikke lagt sig, selvransagelsens tid hersker fortsat i Queenslands hit- og birdermiljø. Dem med et horn i siden på manden har endnu ikke tilgivet ham, og selv kæmper han videre ved at leve højt på fortidens meritter og har atter kastet sin interesse på nightparrot. Men historien om den charmerende nightparrot vil heller ikke finde ro - selv om der beviseligt stadigvæk flyver nogle få levende eksemplarer rundt derude, måske færre end 20 individer i 2018, et sted i den tørre australske outback – så kaster hans fortid skygger over projektet i dag. Seneste nye er, at der vist også er blevet fiflet lidt for meget med de seneste sightings af den art.

Morale: Selv om man har fundet et hit kan man stadig godt være en stringer.

Artiklen er dedikeret F.O. Berents, Sønderborg, Als

Mikael Funch

Kilder:
Anbefales kan det at læse videre på historierne om Australiens stringere og deres jagt på både uddøde
arter, genopdagede arter, megasjældne arter samt deciderede cryptobirds. Historien om Cox Sandpiper er
også værd at læse. Wikipedia er et godt sted at starte, hvor der også linkes til mange avisartikler og forums
hvor dyrene diskuteres. Til denne artikel er følgende kilder ud over Wikipedia benyttet:

sunshinecoastbirds.blogspot.com/2018/03/the-debacle-that-is-conservation-status.html

books.google.dk/books

www.iucnredlist.org/species/22727593/118905070

www.abc.net.au/news/2013-07-03/man-claims-to-have-filmed-the-rare-australian-night- parrot/4796342

www.theaustralian.com.au/archive/news/not-dead-just-resting/news- story/dd006f53eeb43e99937f09adffdcc0d8

birding-aus.org/night-parrot-photographed/

 

Skøn, spritny artikel fra 20. oktober 2018 om nightparrot megastrings

greghunt.net/2018/10/night-parrots-john-young-hanky-panky/

 

Sendt 04-12-2018 Kl. 22:49
Jan Lindgaard Rasmussen

 Tænk at han troede at den gik...For mig at se er det tydeligt at der er manipuleret med en photoshop-agtig blyant i tynd bredde. Selv for 10 år siden har mange formentlig fattet mistanke. Dengang, for mere end 10 år siden, var han ikke den eneste stringer, der troede man kunne slippe afsted med corny billedmanipulation.

Spørgsmålet er, om Danmark og resten af Verden er klar til at høre om de store danske stringerhistorier. Siden den tidlige ornitologiske historie har der været stringere, og her tænker jeg ikke på overfriske, desperate, usikre, etc fejlagtige claims, men på den omhyggelige og vedholdende manipulation. Da stringing ser ud til at være en uløselig del af ornitologien burde vi også kunne snakke åbent om det. Da jeg selvfølgelig godt er klar over, at "stringer" er det værste stempel man kan påføre sine medbirdere, er det selvfølgelig kun de dokumentérbare historier der skal fortælles.

Studser du over hvem F. O. Behrends er? Han annoncerede utrætteligt gennem 90'erne i DOFs blade med en publikation om, at Hvepsevåger overvintrede i Danmark, men forveksledes med Musvåger. Først da han stoppede sine annoncer ærgrede det mig, at jeg aldrig sikrede mig et eksemplar. Mon der ligger nogle tilbage i de små hjem?

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home