Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
Steppehøg - kønsbestemmelse af de unge fugle 13-04-2017 kl. 09:48

Steppehøg – supplerende tips og kønsbestemmelse af ungfugle

Foråret er i fuld gang, og de første steppehøge er allerede set. For to år siden publicerede jeg her på Club300.dk en artikel om bestemmelse af Steppehøg. Den blev godt modtaget, og siden er yderligere studier foretaget, således i to forår ved Skagen og Eilat samt ved Batumi om efteråret.
Især er materialet omkring ungfugle vokset markant, og kendetegn mellem hanner og hunner er diskuteret ivrigt med erfarne feltornitologer i Skagen og i Lilleasien. Dette har ført til en bedre forståelse af, hvordan man kender de unge hanner og hunner fra hinanden gennem en kombination af størrelse, jizz, flugt og dragtkarakterer.
Det anbefales at læse den nævnte artikel på C300 eller på Pandion som supplement til denne
Første afsnit gentages dog i en let omskrevet form:

 

At ”jizze” en Steppehøg – både gamle og unge

Hannen er den mindste og letteste kærhøg. Den kan ”jizzes” på flere kilometers afstand, da de i form og flugt er den mest ekstreme kærhøg. Hoved og bryst er uforholdsmæssigt store set fra siden og danner en tung bule (som havde fuglen spist en tennisbold) imod slank krop og meget tynd hale. Vingerne er ret korte med bred arm og kort, spids hånd, der i aktiv flugt rettes tydeligt bagud. Når høgen kredser skydes hovedet frem, vingens forkant står nærmest vinkelret på kroppen uden tydelig albue, og hånden rettes bagud som en sabel. Vingebagkanten er s-formet med udbugning i armen og en lidt indsuget, smal hånd. Høgen kan ligne en falk, men kredser på tydeligt hævede vinger som andre kærhøge; hyppigere end hos disse ser man dog en mere plan kredssilhuet. En anden association er en Tam- eller Klippedue i parringsflugt.
Overgår falken i glideflugt ligner den næsten en papirflyver, da den glider behændigt fremad uden vingeslag og ret hurtigt. Ser man vingeslagene bliver sagen hurtigt endnu mere klar: høgen slår med armen med hurtige, helt stive vingeslag der er dybere og højere end Blå Kærhøgs – vingeslagene kan bedst sammenlignes med en træfigur af en fugl, forsynet med vinger, der sættes i bevægelses ved at man hiver i en snor! Slagserier over land ved god termik er ganske korte, ofte kun 1-3 slag, men tit ses, at falken kompenserer for flugtretningen ved krampebevægelser i krop og vinge, der kan ligne spasmer og som er hyppigere end hos andre kærhøge (men kan forekomme). Prøv i øvrigt at studere høgen når den kommer imod én, hvor den virkeligt er en let kærhøg, til den har passeret og forsvinder; set bagfra bliver hånden spidsere og reelt falkeagtigt; noget lignende kan ses hos Blå Kærhøg, hvis hånd på forbiflyvende fugle kan synes tilspidset.
Den passive glideflugt på løftede vinger over land kendetegner begge de lette kærhøge, Steppe- og Hedehøg. Overgår fuglen til at trække over havet bliver flugten dog anderledes arbejdsom med lange slagserier, der mere ligner blå Kærhøgs. De små hanner jager tit småfugle, og det foregår ved en lav overraskelsesflugt med hurtige, tårnfalkeagtige vingeslag og elegante manøvrer; ofte søger høgen da langs et levende hegn eller en trærække for at snige sig ind på småfugle, ala Spurvehøg. Jagten følger tit en fast rute.
Hunnen er større og ikke helt så ligetil. Nogle er i form og flugt helt som hannen, men har mindre hoved og lidt kraftigere krop. Mange har en fyldigere hånd bagtil, der derfor virker mindre spids. Formen minder herved mere om Hedehøgens (især yngre hunners), men vingerne er kortere med bredere arm og kroppen kraftigere. Nogle har træk fra Blå Kærhøg. Flugten er knapt så stiv flugt som hannens, og der er tendens til mere ”svirp” i hånden, ala Hedehøg. Mange flyver dog som hannerne med de stive, ret hurtige vingeslag, der jo er blandt de mest karakteristiske indenfor rovfuglene.
Et påfaldende faktum under sidste forårs mange observationer i Skagen var, at når en Blå Kærhøg nærmer sig kystlinien ved Nordstrand, og vinden er under ca 8 meter pr. sekund, ligger den stabilt mellem klitterne og kan følges det meste af den tid der går indtil den passerer Nordstrand. De fleste Steppehøge flyver mere adræt og har tendens til i langt højere grad at flyver op og ned mellem klitterne, næsten som en skråpe over havet!

 

Kønsbestemmelse af juvenil Steppehøg – kendetegn for kendetegn

Den friske ungfugl er om efteråret frisk og har den smukkeste dragt med store dragtkontraster og glødende farvet underside. I løbet af vinteren blegner den gradvis, og især er det påfaldende, at de unge hanner kan se langt blegere og lysere ud om foråret; hunnerne er generelt kraftigere farvet og bevarer de varme dragtindslag bedre.
Hannerne er generelt lysest med de svageste hovedtegninger samt de svagest tegnede svingfjer. Der er en del individual variation, men kombineres størrelse, jizz og flugt med en række af de nedenfor nævnte karakterer opnår man en pålidelig aldersbestemmelse.
Langt de fleste Steppehøge er om foråret i stort set juvenil dragt, hvor højst få fjerpartier kan være udskiftet, oftest dele af hoved, underkrop og armhuler. Oventil kan dele af ryggen (og sjældent enkelte dækfjer) være udskiftet, men reglen er, at forårets unge Steppehøge ligner lyse og knapt så kontrastrige udgaver af efterårets juvenile.

 

Hovedtegninger

Steppehøgens hovedtegninger er om efteråret næsten sort/hvide, og domineres af en lys, gennemgående halsring, der skarpt afgrænses bagtil af mørke halssider, der næsten kan følge halsringen i hele sin længde. Kun enkelte, svagere tegnede fugle kan minde mere om andre kærhøge.
Hannen har generelt de lyseste hovedtegninger og de svageste mørke halssider. Enkelte har næsten udvandet halskrave og utydelige hovedtegninger, og her må man kigge på andre karakterer, men majoriteten er fortsat ”klassiske Steppehøge”. Om foråret kan hovedtegningerne være afblegede, så de fremstår som brune/lyse i forhold til efterårets sort/hvide. Hos hanner, der i løbet af vinteren har fældet fjer på hoved og halssider, kan den den brede mørke halsside være erstattet af lysegrå fjer! Derved ”forsvinder” effekten af en lys halvkrave, omkranset af mørkt, men man ser fortsat en kontrasterende og gennemgående lys halskrave, der som regel står ud mod omgivelserne.
Hunnen har generelt kraftigere, mere kontrastrige hovedtegninger med mere heldækkende mørke halssider, der på afstand sikrer bestemmelsen – vigtigt, da hunnerne jo er større og kan minde mere om andre kærhøge i størrelse og form. Hovedtegningerne er normalt fint bevarede om foråret og adskille sig ikke meget fra efterårets. Nogle har skiftet hoved- og kropsfjer, og minder derfor om ældre hunner.
Øjenfarven nævnes tit som en hovedkarakter. Hanner har lyse øjne, der dog starter som en svag, og først i løbet af efteråret bliver lysere og gulere. Farveforskel mellem pupil og sort iris er en sikker han-karakter, men kig efter, at det ikke er den smalle men tydeligt lyse øjenring, der skaber indtryk af et tofarvet øje!
Hunnens øjne er mørke, uden kontrast mellem iris og pupil, og fuglen virker derfor storøjet – en effekt, der forstærker det mørktegnede hoved.

 

Kropsunderside og undervingedækfjer

Underkrop og undervingedækfjer er orange til rødorange med en gul undertone.
Hannen er generelt den lyseste, generelt tydeligt gultonet: ”fantafarvet” til lys orange ala gulerod. Underkroppen er hos en del uregelmæssigt tegnet med bugen som den lyseste del og tit enkelte korte striber på bryst og forflanker. I løbet af vinteren blegner farven tydeligt, og mange har om foråret lyst orangetonet eller sandfarvet underside. Nogle få får hvidlig underside, hvilket kan skyldes slitage af fugle med den lyseste dragttype, men også, at undersidens fjer er udskiftet til den ældre hans hvide fjer. Nogle hanner er – som hunnerne – mere ensartet og varmere farvet.
Undervingedækfjerene er farvet som kropsundersiden, men en del har svagt mørkere tegning med lyse pletter i armhulen; en karakter som – i lighed med stribning på kroppen traditionelt forbinder med adult hun! Denne svage tegning er tilstede hos mange hanner, men er kun sjældent ses hos hunnen; den er som regel svag (”spøgelsesversion af adult hun”), og sjældent så markant som hos den adulte hun. Mange har mørkplettede undervingedækfjer, dog ikke så kraftigt som hos adult hun. De varmest farvede hanner afviger dog ikke fra den unge hun, både med hensyn til farve og enartet tegning undertil (se nedenfor).
Hunnen har generelt varmere rødorange kropsunderside, der i lighed med undervingedækfjerene er mere ensartede end typisk hos unge hanner. Varmt farvede fugle bevarer dragten bedre frem på foråret end de fleste hanner, men fremstår på forårstrækket knapt så ”glødende” som om efteråret grundet slitage. Hoved og underkrop kan delvist være udskiftet i vinterens løb, og om foråret er set fugle med hoved og underkrop ala adult hun; med svagere hovedtegninger, incl. halskrave, og stribede halssider samt bryst.

 

Svingfjerenes underside

Disse varierer ret meget, men hos de fleste fugle kan tegning og udbredelse af mørkt hjælpe til kønsbestemmelsen.
Hannen har den svagest tegnede håndflade, hvor håndens bagkants inderdel altid er lys, og håndfladen svagt båndet med tendens til tydeligst bånding midt på håndfladen. Armsvingfjerene har tit et tydeligt, gennemgående lyst bånd der er ensartet i sin længde imod kroppen (ulig de fleste adulte hunners).
Hunnen har generelt kraftigere tværbåndet håndflade, hos mange med tendens til kraftigere og tættere bånding over de indre håndsvingfjer. De kraftigst tegnede har mørke spidser på håndsvingfjerene – en karakter der traditionelt relaveres til Hedehøg, men som altså kan forekomme hos Steppehøg. Heldigvis er der tendens til, at disse fugle har de mest markante sort/hvide hovedtegninger, hvilket letter bestemmelsen.

 

En stor tak rettes til Knud Pedersen, Hanne og Torben Sørensen, Lars Grøn samt Jørgen Hulbæk Christiansen for givende diskussioner i felten omkring dette spændende problem. Tak også til Jan Skrubbeltrang for at have stillet fotos af hvidmavet ungfugle til rådighed.
Denne lille artikel er som ovenfor nævnt tænkt som et supplement til den grundige artikel, der blev publiceret i 2015. Artiklen tilegnes nyligt afdøde Finn Ennemark, der gennem mange år var en begavet sparringspartner, når Steppehøgene dukkede op i Skagen eller Eilat.


 

1K han. Typisk han med enkelte smalle striber på brystet, lidt lysere bug end flanker samt "ulden" mørk og lys tegning i armhulen. Falsterbo, Skåne, Sverige, sept. 2011 ( Foto:KMO)

 

1K han. Varmere farvet fugl. en let bestemmelig fugl, der blev kønsbestemt på lille udseende, falkeagtig adræt flugt under småfuglejagt samt lystonede øjne; Bemærk at øjenfarven kan være svær at afgøre om efteråret, da mange unge hanner kun har svagt lysere iris; lys øjenfarve udvikles ofte i vinterkvarteret. Rømø, Sønderjylland, Danmark, Okt.(Foto:KMO).

 

1K han med Spurvehøg. Bemærk at Spurvehgen er næsten så stor som Steppehøgen. Falsterbo, Skåne, Sverige, Sept.(Foto: KMO)

 

1K han. Orangetonet fugl med svage hovedteginger; få unge hunner har så svage tegninger i hovedet so m denne, hvor de mrmalt mrke tegninger i ansigt og på haælssider er reduceret, og den lyse halsring svag. Velavadar, Gujarat, Indien, Dec. 2013 (Foto: KMO)

 

2K han. I løbet af vinteren blegner de varmt farvede kropspartier - kraftigst hos fugle, som om efteråret var i den lysere ende af variationsbredden. Typisk han med svagt tegnede håndflader på spids, falkeagtig hånd og afbleget kropsunderside, Negev, Israel, Marts 2007 (Foto: KMO)

 

2K han. Hovedtegninger fortsat typiske, men kropsunderside stærkt afbleget i forhold til om efteråret. Sammenlig undervingens tegninger med andre fotos; denne han er i den kraftigere tegnede ende, og som sådan mere hunlignende. De lyse jne underbygger bestemmelsen til han. Skagen, Nordjylland, Danmark, ult. april 2016. (Foto: KMO)

 

2K han. Bemærk, at hovedtegningerne af afblegede til brun/lyse fremfor efterårets nærmest sort/hvide. Underkroppen afbleget og lys, håndflade svagt båndet og armsvingfjer med gennemgående lyst bånd. Skagen, Nordjylland, Danmark, pri. maj 2016. (Foto: KMO)

 

2K han. En specielt tegnet fugl med adult hun-lignende armhuletegning og gennemgående lyst bånd gennem armsvingfjerene, begge i sin mest ekstreme udformning. Underkroppen fremstod som svagt lysstribet, formentligt grundet kontrast mellem juvenile og næste generations kropsfjer. Skagen, Nordjylland, Danmark, med maj 2016. (Foto: KMO)

 

2K han. Meget typisk individ, bemærk storthoved og ret kort vinge med S-formet vingebagkant og "indsuget" hånd. Gennemgående lyst bånd gennem armsvingfjerene og svagt tegnet håndflade ses. Skagen, Nordjylland, Danmark, pri. maj 2016. (Foto: KMO)

 

2K han med hvid kropsunderside ala adult han. Dette kan både skyldes at underkroppen er fældet til adult type, som at fuglen er stærkt afbleget. Nær Skagen, Nordjylland, Danmark, med. maj 2016. (Foto: Jan Skruppeltrang)

 

1K hun. Bemærk den i forhold til hannen fyldigere inderhånd, med tendens til længere 5. finger. Typisk varmt farvet individ med kropsunderside næsten så ræverød som hos Hedehøg (men med gullig undertone).Hovedtegningerne er meget tydelige, som de er hos de fleste juvenile hunner, og undersiden helt ensartet uden hannernes tendens til afvigende tegninger. Håndfladen maximalt tegnet med mørke spidser på alle håndsvingfjer (giver tendens til hedehøgeagtig mørk bagkant på inderhånden) og tæt mørk bånding på håndfladens inderste del. Armsvingfjer stort set ensartet sorte. Rinkaby, Skåne, Sverige, sept. 2015. (Foto: KMO)

 

1K hun, endnu et kraftigt farvet, typisk individ med rent farvet underside og undervingedækfjer, samt tydelige hovedtegninger. Blåvand, Vesgtjylland, Danmark okt. 2015. (Foto: KMO)

 

1K hun, samme fugl som 2. Oversiden hos begge køn er ret ensartet, og som regel med mere distinkte og lyse felter på dækfjerene end hos Hedehøg, hvis felter normalt er mere plettede og mørkere rødtonede. De meget tydeligt hvide spidser på store dækfjer og armsvingfjer er typiske for Steppehøg. Blåvand, Vestjylland, Danmark, okt. 2015. (Foto: KMO)

 

2K hun. Bemærk at hånden og armen er nogenlunde jævnt brede, som det ses hos mange, især yngre, hunner. Derved bloiver vingeformen lidt som en kortvinget Hedehg fremfor hannens - og mange hunners - falkeagtige form på hånden. Dragten er rent juvenil og er bevaret smukt vinteren igennem, som det ses hos fugle med kraftig farvet underside om efteråret. Skagen, Nordjylland, Danmark, maj. 2013. (Foto: KMO)

 

2K hun. Typisk tegnet og farvet individ med mørke øjne og ung huns distinkte sort/hvide hovedtegninger samt mørke armsvingfjer. Skagen, Nordjylland, Danmark, med. maj 2016. (Foto: KMO)

 

2K hun. En fugl med lidt blegere kropsunderside, men meget mørke armsvingfjer. Denne fugl har indledt fældningen af hoved- og kropsfjer; de mørke halssider brydes af nye lyse fjer. Ligner adult hun, men har mørke øjne, hvor ældre hunner har lyse øjne. Skagen, Nordjylland, Danmark, maj 2016. (Foto: KMO)

 

2K hun. Denne fugl har fældet hoved og brystfjer til adult hun-type; mangler da det distinkte lyse halskrave ligesom halssiderne er mørkstribede. Ligner adult hun, men har mørke øjne, hvor ældre hunner har lyse øjne. Skagen, Nordjylland, Danmark, ult. april 2016. (Foto: KMO)

 

 

 

 

 

 

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home