Club300.dk - Artikler
a
  

Artikler
 
Ørkensanger i sandet på Rømø - finderberetning 26-11-2017 kl. 19:55

Asiatisk Ørkensanger, Rømø Sønderstrand, 25. november 2017 - af Michael Schwalbe

Jeg var taget til Rømø for at undersøge, om det var dagen, hvor man kunne være heldig at finde en rastende Brilleand.
Kl. 08.30 parkerede jeg lidt nord for nedkørslen ved Sønderstrand. Det meste af stranden var dækket af vand og med de seneste dages sædvanlige blæst og regn, besluttede jeg mig for at tage vandreturen over til den vestligste klitrække. Der var temmelig mange og regnfulde byger ude mod vest, så jeg besluttede mig for, at lade mit kamera blive i bilen, da lynlåsen i min taske var i stykker. Jeg skulle jo alligevel bare kigge på ænder ude over havet. Det blæste noget mere end vejrudsigten havde forudsagt, og der var langt flere byger end lovet. Jeg var godt træt af det. Det klarede imidlertid op, men middelvinden var stadig ca. 8 m/s fra SV. Jeg havde placeret mig ved en kile ind i klitten for at få læ. Sortænderne og enkelte fløjlsænder lå i et langt bælte relativt tæt på land. Kl. ca. 11.30 finder jeg en fin Amerikansk Sortand, der rastede blandt en lille flok sortænder ca. 750 meter ude. Fedt!


Schwabe på Melanitta-obs med sidegevinst (foto: THH)


Jeg kiggede på uret, kl. var 12.11 og jeg sad og drak en kop kaffe. Jeg skulle snart bryde op for at vandre tilbage. Ungerne var nemlig alene hjemme og fruen var i Grækenland med hele tandlægeklinikken. Så det var i virkeligheden en tys-tys mission jeg havde taget mig. Pludselig kommer der en lille lys fugl svirrende i kanten af klitten helt nede ved jorden. Jeg kunne følge den ganske tæt på over en strækning på ca. 10 meter i åbningen i kilen. Fuglen kom fra nord og fløj mod syd. Den gjorde et nærmest skægmejse-agtigt lyst indtryk. Flugten var flad og let svirrende, kroppen virkede rund med påsat hale. Jeg sprang op i en fart, og moslede op på klittoppen. Med håndkikkert søgte jeg efter fuglen. Fuglen var landet ca. 50 meter længere mod syd, og den sad nu frit eksponeret op ad en klitskråning. Jizzet var helt klart en sylviasanger. Efter nogle sekunders obs. ud brød jeg: ”Det er kraftedermig sgu da en Ørkensanger!”. Jeg kunne ikke se gult øje på den afstand, men jeg kunne se lyse ben, og en fugl, der fjerdragtsmæssigt, passede rigtig fint til Ørkensanger. Jeg har set ørkensanger en del gange efterhånden i både Kasakhstan, Israel, Marokko og Danmark.
Jeg sprang tilbage og hentede skopet. Nu var fuglen delvist skjult i kanten af marehalmen, hvor den ivrigt fouragerede. Kort efter forsvandt den ind i marehalmen. Jeg fik pakket mit grej i en fart og bevægede mig i raske skridt over mod det sted, hvor fuglen sidst var set. Da jeg kom frem, var fuglen væk. Jeg bevægede mig nu mod syd lidt nede ad skråningen. 50-75 længere nede genfandt jeg fuglen ganske tæt på. Fuglen fouragerede i et lille bart område omgivet af marehalm. Jeg stillede skopet og fik håndkikkerten på. Den fouragerede omme på den anden side af en tue marehalm. Jeg kunne se, at den hoppede op ad halmen som en anden lille springmus. Afstanden var ca. 6 meter. Så hoppede den frit frem og ud i det åbne. Her hoppede den lidt rundt på det bare sand. Jeg var ikke i tvivl om, at det var en Ørkensanger, men man kan jo ikke melde Ørkensanger uden, at have set gult øje. Jeg får nu øjenkontakt med fuglen og kan flere gange konstatere helt gult øje, strågule ben, YES! Næbbet var strågult med mørk overkant og spids. Fuglen hoppede nu over til den fjerneste kant af marehalmen. Her sprang den op langs halmen flere gange efter fødeemner. Her sås varm nøddebrun haleoverside med nogle sorte streger i. Fuglen spredte ikke halen helt, men jeg kunne positivt konstatere, at yderste halefjer var helt kridthvide helt op til overgumpen. Overgumpen var også varm nøddebrun. Fuglens overside inklusive dækfjer, isse og øredækfjer var beigefarvet med indtryk af diffust musegrå indfarvning - helt som en Asiatisk Ørkensanger skal være. Vingespidser mørkebrune. Undersiden var beskidt hvidlig og derfor ikke helt snehvid. Tertiærene fik jeg ikke bemærket. Efter et lille minut forsvandt fuglen ind i marehalmen i den øverste klittop. Jeg ventede lidt, men blev utålmodig og pressede på. Fuglen var forsvundet igen. Nu bredte frustrationerne sig. Fuglen havde åbenbart overhovedet ikke tænkt sig, at blive i samme område! Jeg stumlede af sted gennem klittoppens marehalm. Jeg genfandt fuglen lidt nede af bagkanten på klitten, yderligere 25 meter længere mod syd. Håndkikkert på. Fuglen hoppede ivrigt rundt i sin fødesøgning, delvist skjult af tuer af marehalm. Efter få sekunder forsvandt den igen ind i tæt marehalm. Der var nu kun ca. 150 meter til den absolutte sydspids af klitrækken. Jeg genfandt fuglen en sidste gang, hvor fuglen fløj op over marehalmen på toppen af en klit. Her svirper den af mod vinden og forsvandt ned bag skråningen på vestsiden, dvs. ud mod havet. Jeg stod lidt nede i en lavning og havde ikke overblik, men måtte formode, at fuglen havde fortsat sin færd mod syd langs klitrækken.
Jeg gik nu mere roligt og omhyggeligt til værks og bandede over, at denne lille livlige fætter var så forbistret aktiv. Omvendt var det heller ikke første gang, jeg har skullet kridte skoene for at følge med en Ørkensanger, der smutter fra busk til busk. Der var ikke langt til sydspidsen, men der var ingen buske eller andet krat dernede. Jeg håbede den strandede der. Da jeg nåede helt ned på sydspidsen, måtte jeg nedslået og dybt frustreret konstatere, at der ikke var nogen Ørkensanger nogen steder! Jeg kunne godt fornemme det begyndte at blive svært nu. Især når man kiggede mod nord og ud over det store vidtstrakte landskab med klitter, tæt bevokset med marehalm. Den friske vind og lavt sidelys gjorde det bestemt heller ikke nemmere. Marehalmen svajede en del i vinden.

Jeg ringede til Flemming Falk. Han var i Skåne og se på fugle, men han ville gerne melde fuglen ud. Jeg havde brug for hjælp. Flere ringede, men mistede modet, da de skulle spadsere hele vejen over Sønderstrand ved stigende vand og kun tre en halv time til solnedgang. Kun Tim og Sigrid var beslutsomme nok og kørte. I mellemtiden Jeg gik hele vejen tilbage til fundstedet, vendte om, og gik tilbage til sydspidsen igen. Her mødtes jeg med Tim og Sigrid der ankom ca. kl. 14.45, efter den lange travetur over Sønderstrand.

Vi travede hele området igennem igen mod nord, men uden held. Forinden var jeg helt ude på en lille odde med nogle små områder med marehalm - også uden held. Kræet var som sunken i jorden. Kun en lille Gærdesmutte blev støvet op af Tim og Sigrid samt også to snespurve, der havde holdt til i området hele dagen. Jeg havde kun fået en portion havregryn kl. 6 om morgenen, da jeg skulle have været hjemme over middag. Jeg havde kun lidt kaffe med, og var ved at være godt mør, sulten, tørstig og træt. Jeg gav fortabt kl. 16.00 og gik hjemad. Tim og Sigrid besluttede sig for, at blive til mørkets frembrud. Måske snød Ørkensangeren mig alligevel og fløj ikke syd, da jeg så den forsvinde den sidste gang. Det er dog et temmelig stort og uoverskueligt område, og en Ørkensanger har en ret kort flugtafstand så …?


Den lange tur fra Sønderrampen var ikke egnet til bilkørsel denne søndag.
Her er SKI på vej mod klitrækken (foto: THH)

 


SKIs "Endomondo"-tracking af den forgæves tur efter Ørkensangeren (foto: SKI)

 


... det var ellers ikke fordi, der ikke blev arbejdet for det! (foto: SKI) 

 

 
Asiatisk Ørkensanger - denne er dog fra Skagen i maj 2012 (foto: THH)

Sendt 27-11-2017 Kl. 10:59
Sigrid Kistrup Ilsøe

Tak for en god beretning, Michael!

Jeg kan tilføje at min endomondo viste at vi havde travet ca 10 km alt i alt. Og at vi i følge den kun havde forbrændt 550 kcal.
Men der må være en trampe-faktor, man må gange med...! Det føltes i hvert tilfælde som om vi havde forbrændt væsentligt mere :) 

Tim gik jo ikke helt samme samme rute som mig, men 10 m forskudt og med lige så mange sving, så det egentlige billede af hvor godt vi dækkede vestsiden, ville vel være at flytte min rute både 10 m vest for (vejen nordpå) og øst for (vejen sydpå). Vi gjorde et godt forsøg, og efter at Michael var gået fandt vi 2 engpibere og 1 rørspurv i marehalmen. Så der var faktisk lidt fugle. Ligesom Michael kunne jeg også godt overveje om fuglen eventuelt kunne være der endnu. Som man kan se på første endomondo-billede, trampede vi kun omkring halvvejs op ad øens vestside, og i princippet kunne den vel godt være fløjet forbi alle og være i marehalmen et sted længere mod nord.

Sigrid

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home