Club300.dk - Artikler
a
  

Artikler
 
Bjergløvsanger ringmærket i Gedser 30-08-2017 kl. 05:27

 Fra Gedsers ringmærker Anton Liebermann har vi modtaget denne beretning om dagens begivenheder i Gedser.

 


Anton Liebermann, Bjergløvsanger og Ragnar Smidt, Gedser 30/8-2017 ( Foto: Ragnar Smith)

 

Hvad der skulle vise sig af blive en fuldstændig vanvittig dag, startede som de foregående dage.

Morgenen havde fået et indhop af rødhalse, munke, havesangere og nogle løvsangere. En lille smag af efterår er begyndt at ramme Danmarks sydligste punkt, og efter nogle dage med få fugle, var motivationen til at komme ud af sengen ikke den store. Det skulle dog ske, og klokken 05.30 var samtlige net oppe endnu engang, og Ragnar var sendt på Odden. Et par rødhalse kaldte fra buskene, og gjorde forhåbningerne gode til en god morgen. Vejret var dog ikke særlig klart, og med en lille smag af tåge, begyndte det at virke rigtig interessant. Intet usædvanligt endnu, og de første par runder gav overraskende nok et godt antal af fugle, bestånde af rødhalse, gærdesangere, havesangere og munke. Mange genfangster røg også i, og vidner om en nat uden den store udskiftning.
Hans kom rullende ind på stationen ved 9.45 tiden, alt imens jeg stod og pillede en skovsanger ud af nettet. Jeg mødte Nigel, og fortalte ham at jeg nok havde fanget dagens fugl, selvom det ikke var noget helt vildt. Vi glædede os lidt over skovsangeren, og fik talt sammen på morgendagens resultat pt, som lød på 60 fugle, hvilket er lidt bedre end de andre dage, men slet ikke noget at råbe hurra for endnu. Da næste runde skulle gåes, var Hans og jeg lige igang med et par praktiske ting. I form af at vi stod og bøvlede med at fikse hejsenettet, og få uddelt de dejlige diæter vi ringmærkere nu engang får. Uden vi opdagede det, var Nigel smuttet på runde. Og lige pludselig kommer han gående med en pose i hånden....

 


Bjergløvsanger, Gedser 30/8- 2017 (Foto: Ragnar Smith)

 


Bjergløvsanger th for Løvsanger, Gedser 30/8- 2017 (Foto: Ragnar Smith)

Nigel fortæller dette:

Han kom gående fra Ø3 hen til N9 og Ø1, hurtigt får han skimmet N9, og ser der ingen fugle er i nettet. Dog hænger der
en fugl i Ø1 tættest på stolpen, som han synes minder lidt om en løvsanger. Han får den pillet ud, og når ikke rigtig at tjekke fuglen ud, før han smutter videre på runden. Den spenderer dog i hans tanker som en meget bleg løvsanger.

Tilbage til stationen kommer Nigel så gående med den her pose, og går meget målfast over til Hans. Han beder Hans om at tjekke denne fugl, alt imens jeg sidder på bænken et stykke væk. Jeg kan se Hans tager fuglen op af posen, men har på daværende tidspunkt svært ved at se fuglen. De begynder at snakke om at den er meget bleg, og at det måske var den nordlige race af Løvsanger, som nemlig er ret bleg. Efter et minuts tid slentrer jeg mig stille og rolig hen til dem, og får kigget over skulderen. Det eneste jeg kan se er halen på fuglen, som viser nogle helt klare gule bræmmer på kanten af halefjerene. Jeg fik hurtigt spurgt om det var en skovsanger, siden halen så således ud, men får ikke rigtigt et svar. Sådan en hale burde ikke sidde på en løvsanger. Hans hentede 'Fugle i felten' og Svenssons, alt imens var fuglen
røget i posen. Vi kiggede lidt i bogen, men kom ikke rigtig frem til noget. Hans stak mig posen, og sagde at jeg skulle gå op til labbet, og tage alle de mål der er mulige at tage. Jeg glædede mig til at få fuglen at se ordentligt, og da jeg fik den ud af posen, klemte jeg først en ring om benet på den, efterfulgt af vingemål og vægt. Herefter fik jeg fornøjelsen af at se hele fuglen ordentligt. Gule bræmmer på kanten af secondaries, og gullig overgump fik mig hurtigt over i noget bjergløvsanger. Fuglens bryst virkede helt hvidligt, og hovedet ligeså. Det kan simpelthen ikke passe at det bare er en nordlig løvsanger, med en vinge på 62 mm! Jeg har kun erfaring med bjergløvs fra Spanien i 2013, så det er lidt tids siden, og en fugl jeg ikke har læst op på lige for nyligt. Sendte hurtigt billederne til Anders Odd og Jesper Brinkmann, og fik tilkaldt Ragnar over walkie. Jesper og Anders skrev hurtigt tillykke, og da Ragnar kom, var han enig i at den så mega god ud for bjergløvs. Vi blev mere rolige i labbet, og efterhånden helt sikre i bestemmelsen. Fuglen blev meldt ud til de lokale og på birdalarm. Vi kunne ikke tro at det her lige var sket. Fuglen så ikke helt frisk ud, så derfor blev der besluttet, at den ville slippes klokken 11.15. Fuglen blev fotograferet på kryds og tværs, og klokken 11.15 blev den lagt i hånden, og forsøgt optage kaldet, imens den røg op i det store æbletræ, vi har i haven. Herefter var der jubel og glade dage, og den lever vi nok længe på hele efteråret. Men jeg kan godt sætte mit ord på, at Gedser ikke er færdige for i år!

Det her skete ud af ingenting, og nu går der 10-20 mand rundt i haven (klokken 15.00). Det var den første runde jeg ikke gik siden jeg ankom 15. juli, også piller Nigel en bjergløvsanger ud af nettet. Det er ret vildt, og ihærdighed belønner sig åbenbart ikke. Fuglen var dog kanon fed, og et par flasker skal nok åbnes i aften. Pizza skal bestilles, også skal fejringen begynde. Fuglen forventes stadigvæk at være i haven, og eftersøges hele dagen i dag.

 


Bjergløvsanger, Gedser 30/8- 2017 (Foto: Ragnar Smith)

 

De 'heldige' og dygtige på Gedser fuglestation var i dag Paul Nilsson, Ragnar Smith, Nigel Judson, Anders Prehn, Gert Juul, Hans Lind, Ole Jensen og Anton Herrig Liebermann.

 


Bjergløvsanger, Gedser 30/8- 2017 (Foto: Gert Juul Jeppesen)

 

Hermed så det 8. danske fund af arten, såfremt DNA og mål kan bekræfte bestemmelsen. Dette må dog forventes med et vingemål på 62mm, da søsterarten Balkanløvsanger Phylloscopus orientalis har vingemål på 63,5-73mm i følge 'Identification Guide to European Passerines' af Lars Svensson.

De tidligere danske fund er alle genbehandlet af SU, og i SU-rapport 2011 nævnes fund godkendt som Bjergløvsanger / Balkanløvsanger 

13/8                    1966 Blåvandshuk, RB

25/9                    1970 Blåvandshuk,  RB

21/8                    1971 Christiansø, B

26/5-16/6            1982 Christiansø, B

 

Fund der er godkendt som Bjergløvsanger

24/8                   1987 Christiansø, B

23/5 - 5/6           1990 Dollerup Bakker, NJ

25/8                   1990 Christiansø, B

2/10                   1990 Christiansø, B

17-18/10            1991 Christiansø, B

31/5                   2005 Skagens Gren, NJ

21-30/5              2011 Anholt Havn/Nordbjerg, ÅH

Specielt fundet fra 2011 har fået god omtale her og der, læs om fundet her birdsdk.blogspot.dk/search/label/Bjergl%C3%B8vsanger  og se en herlig video om nogle af de der prøvede fuglen med fly www.youtube.com/watch 

 

 

Sendt 30-08-2017 Kl. 21:06
Jan Lindgaard Rasmussen

 Stort tillykke til alle der fik fornøjelse af dette blege hit! Der ligger en kunst gemt i at kunne genkende det nye og ukendte som noget potentielt stort, så rigtigt fint at plukkeren ikke bare fulgte "bleg løvs"-sporet.

Jeg mener at have læst på FB, at stationen sikrede sig en fæces-prøve; kan det bekræftes?

Sendt 19-09-2017 Kl. 21:31
Rasmus Strack

 I følge stationsleder Hans Lind Gedser Fuglestation viser DNA test fra fuglen den 30.-31. august, at det drejede sig om en vestlig bjergløvsanger.

Dermed så landets 8. fund af arten, såfremt SU også godkender fundet.

 

Mvh RS

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home