Club300.dk - Artikler
a
  

Artikler
 
Vindrossel ssp. coburni vs. ssp. iliacus 05-10-2016 kl. 19:21

I efteråret 2015 har jeg taget et ekstra ”look” på de Vindrosler (ssp. iliacus) jeg har ringmærket ved Blåvand Fuglestation, for at tjekke om der evt. var nogle ”Islandske Vindrosler” (ssp. coburni) imellem. Normalt bestemmer man kun den Islandske race, hvis den har den rigtige vingelænge, dvs. at vingen mindst skal måle 125 mm., da "vores" ssp. iliacus går op til 124 mm.. Normalt er det altid vigtigt at målene stemmer overens for en sikker bestemmelse af svært bestemmelige tvillingearter/racer.., men i tilfældet med ”Islandsk Vindrossel” er jeg umiddelbart af en anden opfattelse. Som ringmærker opdager man med det samme de virker større og kraftigere i hånden end de ”normale” Vindrosler man normalt håndterer og derudover har den en anden grundfarve.
I denne lille uvidenskabelige artikel sammensætter jeg en billedeserie, der viser en dødfunden ”Islandsk Vindrossel” 2k+ fra den 29.10-2015 med en vingelængde på 122 mm. og sammenligner den med 2 Vindrosler hhv. 1k og 2k+ med en vingelængde på 112 og 114 mm som begge er fanget den 30.10-2015. Selv om vingen ikke er lang nok, mener jeg personligt det er denne race.

 

Flanker:

 

”Islandsk Vindrossel” 2k+
Læg mærke til den meget mørke flanke, samt den kraftige mørkning på bagerste del af flanken.

 

Vindrossel 2k+
Meget lys flanke, hvor den røde farve når længere ned mod bagerste del af flanken.

 

Vindrossel 1k
Lys flanke, med en mindre tendens til mørkere bagerste flanke.

 

Undergump:

 

”Islandsk Vindrossel” 2k+
Typisk mere markeret med kraftige markeringer end hos Vindrossel.


Vindrossel 2k+
Meget lys/hvid undergump, med ikke særlig kraftig eller mange markeringer.

 

Vindrossel 1k
Som hos 2k+ fuglen af Vindrossel en meget hvid undergump, med svagt og få markeringer i forhold til den ”islandske Vindrossel”.

 

Overgump:

 

”Islandsk Vindrossel”
Overgumpen samt hele oversiden mere olivenbrun og uden gråt islæt som hos Vindrossel

 

 Vindrossel 2k+
Overside mere brungrå, det grå islæt gøre sig mest gældende ved overgumpen.

 

Vindrossel 1k
Overside som hos den 2k+ fugl af Vindrossel, mere brungrå, især tydeligt på overgumpen.

 

Undersiden:

 

”Islandsk Vindrossel”
Udover de sort striber som virker længere og kraftigere, er hele brystet mere tegnet i gulbrune farver end de hvide farver man ser hos Vindrossel.

 

Vindrossel 2k+
Stribningen mere spredt og ikke så kraftig. Hele undersiden hvid, i modsat til ”Islandsk Vindrossel”, hvor brystet er mere gulligtonet.

 

Vindrossel 1k
Hele undersiden meget hvid, samt mere spredt og ikke så kraftig stribning.

 

Bug:

 

”Islandsk Vindrossel”
Bugen virker mørkere, da der er flere stribninger på den centrale del af bugen i forhold Vindrossel.

 

 Vindrossel 2k+
I forhold til ”Islandsk Vindrossel” er bugen næsten snebold hvid. Er nærmest ”nybarberet” hvor ”Islandsk Vindrossel” virker ”ubarberet”.

 

Vindrossel 1k
Bug farven samt tegning hos den unge fugle er helt identisk med det man ser hos de gamle fugle.

 

Benfarven:

 

”Islandsk Vindrossel” 2k+
Sandsynligvis et rigtig godt kendetegn for denne underart er de meget mørke ben samt fødder, hvor de er meget lys hos den almindelige Vindrossel. Vær forsigtig med fugle i felten, da benene kan være beskidte.

 

Vindrossel 2k+
Ben og fødder meget lyse, se under ”islandsk Vindrossel” for mere omtale.

 

 Vindrossel 1k
Lyse ben og fødder, se omtale af kendetegn under ”Islandsk Vindrossel".

 

Hovedtegning:

 

”Islandsk Vindrossel” 2k+
Det generelle indtryk er et mere mørkt og gyldent hoved. Tegningen gør at den race ikke virker så kontrastrig. Har meget mere gulligt indslag i den lyse øjenbrynstribe.

 

Vindrossel 2k+
Fremstår kraftig kontrastrig og giver herved et meget smukt tegnet ansigt med den i øjnefaldene øjenbrynstribe. Virker mere sort-hvid i sin tegning og kan måske virker smukkere end den ”Islandsk Vindrossel”.

 

Vindrossel 1k
De unge fugle er identiske med de gamle fugle og igen meget kontrastrige og smukke.

 

Sammenfatning:

Selv om målene ikke passer bør det forsat være muligt at bestemme mange fugle til ”islandsk Vindrossel”, hvis man især ser det gyldne forbryst, mørkere flanke samt mørke ben. Derudover er der også mere gullige nuancer i øjenbrynstriben hos Vindrossel.
En stor tak til Martin Søgaard Nielsen for hjælpen med opsætning og gennemlæsning af artiklen samt Simon Sigaard Christiansen.

Kildemateriale:
 

Foto af ”Islandsk Vindrossel” 2k+, d. 29//10-2015 , Blåvand Fuglestation, Henrik Knudsen
Foto af Vindrossel 2k+, d. 30/10-2015 , Blåvand Fuglestation, Henrik Knudsen
Foto af Vindrossel 1k, d. 30/10-2015, Blåvand Fuglestation, Henrik Knudsen
Check that Undertail! indlæg på www.birdingfrontiers.com 1/11-2015
Identification Guide to Europen Passerines af Lars Svensson

Sendt 14-10-2016 Kl. 12:00
Kurt M. Nielsen

Hej Henrik,

Yderst interessante sammenligninger af et flot materiale ! Vi fanger ikke ret mange Vindrosler på Anholt, da især dækningen om efteråret er dårlig. Men, nyt for mig er ihvertfald det med benfarven, tak for det - vil nu være meget mere opmærksom (og tage mål på alle, der skulle ryge i garnene).

 

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home